Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
«Det er ogsaa det samme, lad blot Præsten
om det; han er Manden for det hele.»
«Præsten siger selv saa meget, ingen kan
forstaa,» mente Hans forsagt. «Da Mo’er var
død, talte han, som var det en stor Velgerning
af Vorherre; han glemte rent mig, som ingen
brød sig om uden I, Mo’er Inger. Men da saa
hans egen lille Dreng døde, var han lige ved at
gaa fra Sansen og maatte rejse af Landet for en
Tid. Jeg husker det, for Mo’er gik til Haande
ved Begravelsen.»
«Hans! Hans!» lød i det samme, og Døren
blev smækket paa vid Gab. «Bine er løben sin
Vej! Kom ud og hjælp mig at fange hende igen.
Hvor Du ogsaa er sær, sidde i den varme Stue,
mens alt er saa friskt her ude. Kom, ellers løber
Bine bort.»
Og Hans var ude ad Døren i et Nu.
Hvor der var friskt! Ellen havde Ret; en
liflig Regn havde forskønnet alt. Der laa
Lynghøjen beskinnet af den nedgaaende Sol, medens
Fuglene jublede og Solstraalerne end ikke
forbi-gik den faldefærdige Hytte, men gav den et
prægtigt, gyldent Skær.
Oppe paa Toppen af Højen stod den
oprørske Bine og rystede sit Hoved med en trodsig
Mine, der tydelig nok sagde:
«Kom og hent mig, om I kan!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
