Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
begge stirrede i tavs Beundring paa den
ned-gaaende Sol.
Hvor den var stor! Hvor lysende!
Saa døde dens Straaler hen en efter en, til
den pludselig sank for Børnenes blændede Øjne,
og Ellen raabte:
«Bliv!»
Hvor ofte i Livet raabe vi ikke saaledes
forgæves: «Bliv!»
Aarene gik.
Hans og Ellen var nu voxne og holdt
inderlig af hinanden, skønt de altid vare uenige.
Ellen var bleven en smuk Pige, munter og
livsglad; alle de unge Karle sværmede om hende.
Hans var en af de vakreste Knøse, man kunde
se, men mer stille og tilbageholdende end hans
Kammerater, især lige over for de unge Piger,
noget, disse just ikke syntes om; dog, han var
saa ærlig og trofast, og de følte alle, der var
noget hos ham, som de manglede.
Ingen følte det mer, end netop Ellen, skønt
hun var den, der mindst vilde tilstaa det.
«Han er ikke bedre end alle vi andre!»
sagde hun harmfuld til sig selv, «jeg véd det,
jeg har kendt ham fra Barn.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
