Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
standsede lyttende, hun kendte disse lette Trin,
der kom nærmere og nærmere.
«Ellen!» raabte hun og strakte Armene ud.
«Kommer Du endelig?»
Og Ellen kastede sig i hendes Favn, ung
og kraftig, med røde Kinder og Smil i Øjet.
«Moder, Gud være lovet, I lever! Det
var min største Angest, I skulde være borte,
naar jeg kom.»
Inger svarede ikke, hun holdt Ellen fast i
sine Arme, som var hun bange for at miste
hende igen.
«Slip mig, Mo’er Inger, at jeg rigtig kan
se Jer,» sagde Ellen blidt og viklede sig lempelig
ud af hendes Favn. «Hvor I er bleven gammel!
Saaledes havde jeg ikke tænkt mig det; men ...»
Hun udstødte et Skrig og sank ned for den gamles
Fødder.
«I kan jo ikke se mig, I er blind!»
«Jeg ser Dig med det indre Øje, Barn,»
sagde Inger blidt. «Nu er Du god, Ellen, jeg
kan høre det paa Røsten. Du er vel kommen
for at vise, Du er ham værd?»
«Det er jeg!» svarede Ellen skælvende.
«Men nu er al Glæde forbi, I kan jo ikke en
Gang se mig.»
«Det gør intet, Barn, Du forlader mig jo
ikke mer?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
