Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Femte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
kunde ikke lyve, hun var kun angest af
Overraskelse, bange for, at han vilde omfavne hende.
Han vilde gaa, men Fru Tegner holdt ham
kærlig tilbage.
«Kom, sæt Dem hos mig og fortæl mig alt,
hun er et underligt — et uforstaaeligt Pigebarn,
der er aldeles uberegnelig. Jeg er hendes Moder,
De skylder mig at fortælle mig Sandheden, da
min Datter har skjult den for mig.» Og hun
tilføjede med dæmpet Stemme:
«Vent blot taalmodig, hun kommer nok af sig
selv, ligesom Sommerfuglen, naar Solen skinner.»
Harboe trykkede hjærtelig hendes Haand og
begge lo — og Elise lo ogsaa igennem Taarer,
hun havde hørt Moderens halvsagte Ord.
Han tog begge Fru Tegners Hænder imellem
sine og hviskede: «Vi elske hinanden, kære Fru
Tegner, jeg hende og hun mig. Hvor Elise dog
ligner Dem, kære Fru Tegner.»
Han saa mod Døren, der var ingen Elise.
Saa vedblev han: «Vi have nu ikke set hinanden
i fire Uger, i fire lange Uger. Jeg har været
angest for hende; nu kunde jeg ikke holde det
længere ud, og derfor er jeg her for at spørge
Dem og Deres Mand: Vil De skænke mig Elise
til Hustru? det gør De nok, ikke sandt?»
«Har De sagt til Barnet, at De elsker hende?»
«Nej, det behøves ikke, vi véd begge, at vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
