Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
at Generalen er kommen paa Kant med Ministeren,
nok er det, bort skulle vi og det allerede om en
Maaned. Vi skulle forlade vort hyggelige Hjem,
aa, Elise — og netop til Aalborg.»
«Stakkels Adolf, hvor det gør mig ondt!»
«Naa, en Militær maa altid være
marsch-færdig, han har kun at adlyde,» svarede Harboe
og løftede Hovedet kæk, for i samme Øjeblik
atter at lade det synke, i det han næppe hørlig
tilføjede:
«Opbrud og ingen Informationer —.
Forstaar Du, Elise? vi skulle rejse og miste omtrent
Halvdelen af vore Indtægter, og netop nu, hvor
vi saa meget trænge til dem for at hygge om
vor lille Skat.»
Elise saa vemodig paa ham, den Tanke var
aldrig faldet hende ind, at Regimentet kunde
blive forflyttet, og skønt Harboe i Almindelighed
— lad Hjærtet og Fornuften tage hinanden paa
Raad, havde han ved denne Lejlighed, hvor
Kærligheden stod ved Roret, givet Fornuften
Løbepas, og nu kom Følgerne som Tyve ved Nattetid.
Et lille svage Skrig lød fra Vuggen, det
kom lige til Pas, de styrtede begge der hen, og
to blaa Øjne mødte Forældrenes taarefulde Blik,
for en Stund glemte de Sorgen for en lille buttet
Haand, der blev strakt ud imod dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
