Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Tiende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
siger? hun ødsel–nej, nu gaar jeg for vidt,
hun er en sparsommelig lille Kone; gaar hun
ikke selv hver Dag og gør sit Indkøb paa Torvet,
blot for at spare nogle Øre. Er det ikke hendes
Orden, Flid og Smag, der gør vort Hjem saa
hyggeligt og kært. Og Anna, vor lille
Kæledægge, hvor kåerlig passer hun ikke hende!
Stopper hun ikke hver Dag min Pibe og lægger
den paa Bordet ved Siden af min Lænestol —
det gode Barn. Selv har hun aldrig Brug for
noget — alt er godt nok, naar det er til hende;
det er kun imod andre hun er ødsel. Hvor jeg
elsker hende!
Men sikker kan hun være, den smaa; hvem
skulde tro det, naar man ser paa hendes milde
Øjne? Med hvilket knusende Blik af Haan maalte
hun mig, før hun stolt forlod Værelset! . . .
Hun irriterer mig med sin foragtelige Tavshed,
der intet Steds har hjemme, eller med sine
Taarer; kan hun dog ikke lade være med at
græde, jeg hader Taarer.»
Saa sparkede han til nogle Stene, der laa
hans Fod i Vejen og skridtede op ad Gangen,
som vilde han maale dens Længde, mens han
tænkte:
«Blot jeg var Velhaver, hvor hun skulde
faa Lov til at øse ud med begge sine velsignede
Hænder, og jeg vilde hjælpe hende — jeg er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
