Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
Han stod bag Stolen og lyttede til, det
forekom ham, som var det ene ham, der havde Uret,
skønt hun var Skyldneren. Hvor Sangen rørte
ham. Hun hørte ikke Døren gaa, men følte
hans Nærhed, saa tog hun hans Arm og lagde
den om sin Hals — det havde hun aldrig gjort
før — og hun hviskede ham saa mangt og meget
i Øret om sin hidtil ubevidste Skyld og om
Tilgivelse.
«I Aften vil jeg fortælle hende alt,» tænkte
han og lagde sin Kind til hendes, men kyssede
hende ikke.
Hun rødmede som en ung Pige — hun
forstod ham — saa overvandt hun endelig
Undseelsen og gav ham Kysset.
Hvor Maden smagte dem! de vare pludselig
begge blevne sultne, de spiste og smaalo, men
Alvor var med til Bords; thi begge havde i Dag
aflagt et højtideligt Løfte.
Lille Anna gryntede. «Hvilket
Vidunderbarn,» tænkte de begge, «kun et Aar og kan
allerede synge, hvorledes vil hun blive som
voxen ?»
Saa slog Vidunderbarnet Far i Ansigtet,
fordi han tog et Stykke Legetøj fra det. Men
Far lo — Mor lo med, de fandt hende dejlig —
henrivende, og Far kyssede den revsende Haand
og flk ogsaa Mor til at kysse den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
