Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Femtende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
297
Du véd, hvor lidt vi have at leve af, og dog
tænker Du altid først paa andre, før paa din
Mand. Jeg trode saa sikkert, at Du siden vor
sidste Samtale havde forbedret Dig.»
Han rejste sig utaalmodig, rystede hendes
Haand af sig og saa alvorlig bebrejdende paa
hende.
Elise fik Taarer i Øjnene og sagde ganske
sagte, idet hun stirrede ned for sig:
«Barnet er moderløs, Adolf, dens Far har
aldrig vedkendt sig det.»
Han gjorde først et Skridt tilbage, hendes
Ord overraskede ham — var det en Bebrejdelse
til ham — skulde hun alligevel kende hans
Historie —?
Hun rødmede, som gættede hun hans Tanke,
men hendes Øjne hvilede bedende paa ham.
«Hun véd intet,» tænkte han, «gid jeg i
Gaar havde faaet Lov til at tale.»
«Det er en slet Far, der ikke sørger for sit
Barn,» sagde han irriteret, «og saa oven i Købet
et uægte Barn. Nej, Elise, det gaar jeg ikke
ind paa, for jeg hverken kan eller vil det. I
Morgen kommer Du maaske med en lille
forældreløs Pige — og saa fremdeles.»
«Nej, Adolf, nu gør Du mig Uret, jeg lover
Dig, at jeg aldrig oftere skal bringe Børn med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
