- Project Runeberg -  Nordisk illustreret Havebrugsleksikon / I. Bind. A--J /
52

(1920-1921) Author: L. Helweg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvelighed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

om Egenskaben »overførtes« fra Ophav til Afkom,
om end dette selvfølgelig maa ske paa en helt
anden Maade, end naar Børn arver en Formue eller
en Ejendom efter deres Forældre.

Ligheden mellem Ophav og Afkom er aldrig
fuldstændig; paa flere eller færre Punkter er der
Forskel til Stede; man taler her om
Afvigelighed (Variabilitet).

Angaaende Lovene for og Aarsagerne til
Arvelighed og Afvigelighed har der udviklet sig en
særlig Videnskab, Arvelighedslæren, der
især har gjort store Fremskridt siden Aar 1900 og
banet Vej for en omfattende hidtil ukendt Indsigt
paa dette saavel for Teori som Praksis lige vigtige
Omraade. I det følgende skal der gives en
Oversigt over de aller vigtigste Hovedpunkter af
Arvelighedslæren og dens Betydning for
Planteforædlingen; de Læsere, som maatte ønske nærmere
Oplysning, henvises til W. Johannsens Bog:
»Arvelighed i historisk og eksperimentel
Belysning« (København 1917).

De fleste Organismer (Menneske, Dyr, Plante)
begynder deres Liv som een Celle, der ved stadig
fortsatte Delinger frembringer det udvoksne
Individ. Denne ene Celle er den befrugtede Ægcelle,
dannet ved Sammensmeltning af en Sædcelle (fra
Faderen) og en Ægcelle (fra Moderen). Da nu
den befrugtede Ægcelle kan se fuldstændig ens ud
hos forskellige Dyr og Planter, og da den ved sine
Delinger alligevel kan frembringe saa forskellige
Væsener som et Menneske, en Hund, en
Hvedeplante eller et Egetræ, er det klart, at der i den
maa være »noget«, der bevirker, at Cellen i det
ene Tilfælde bliver til et Menneske, i det andet til
et Egetræ. Dette »noget« kaldes for
Anlægspræget (Genotypen), der altsaa kan være meget
forskelligt til Trods for de befrugtede Ægcellers
indbyrdes Lighed. Arvelighedslærens Hovedopgave
er at udfinde Anlægsprægets Beskaffenhed og
Lovene for dets Virksomhed. Dette maa gøres ad
Forsøgets Vej, og nogle Resultater af saadanne
Forsøg skal anføres.

1) En Planteart, som kan formeres ved Deling
(Peberrod, Mælkebøtte o. s. v.), plantes paa
forskellig Jordbund, saaledes at f. Eks. en Del af
Planten ernæres kraftigt, en anden sultes; der
fremtræder da, som bekendt, en stor Forskel i
Planternes Udseende. Men man ved, at de ved Deling
stammer fra samme Moderplante, derfor maa de
have samme Anlægspræg. Deres Ydre, der
betegnes som Fremtoningspræget (Fænotypen)
er derimod forskelligt og bestemmes i det valgte
Eksempel af Ernæringsforholdene. Heraf maa man
slutte, at samme Anlægspræg kan give
forskelligt Fremtoningspræg
, alt
efter de varierende Livskaar.

2) I et Parti Bønner af en almindelig
Handelsvare udvælges en Del, der har nøjagtigt samme
Udseende, Farve, Vægt o. s. v., med andre Ord
samme Fremtoningspræg. Disse Bønner udsaas Side
om Side paa samme Jord, behandles paa samme
Maade o. s. v. Resultatet bliver dog, at
Afkommet ikke bliver helt ens; paa den enkelte
Bønneplante vil Bønnerne vel som Regel have samme
Beskaffenhed (Vægt, Størrelse, Form etc.); men af
de forskellige Planter vil nogle bære brede, andre
smalle, nogle store, andre smaa Bønner. Da hver
Plante, der stammer fra eet Frø, har sit
Anlægspræg, viser Forsøget altsaa, at samme
Fremtoningspræg
(Bønnernes oprindelige
Beskaffenhed) ikke behøver at være Udtryk
for ensartet Anlægspræg
. Anlægspræget
kan derfor ikke bestemmes ved Undersøgelse af det
enkelte Individs personlige Egenskaber; Afgørelsen
maa træffes ved en Bedømmelse af Afkommet (det
saakaldte Vilmorinske Princip).

3) Om Anlægsprægets Natur faar man vigtige
Oplysninger ved Studiet af de saakaldte »Rene
Linjer
«; herved forstaas Afkomsrækker, der
nedstammer fra enkelte Individer, som ikke er
Bastarder, og som forplantes ved stadig fortsat
Selvbefrugtning; man ved altsaa paa Forhaand, at
Anlægspræget er det samme hos alle Individer, der
hører til een Ren Linje, og er det samme, som
fandtes hos det Individ, som grundlagde den Rene
Linje. Med Rene Linjer kan man særlig let
eksperimentere hos Planter, der normalt har
Selvbefrugtning (Byg, Havre, Ærter, visse Bønner o. fl.);
hos andre Planter kan man ved kunstig
Selvbefrugtning fremstille Rene Linjer. Inden for den
enkelte Rene Linje er Individerne ikke fuldstændig
ens; en ren Bønnelinje kan f. Eks. indeholde
middelstore, mindre og større Bønner; i Almindelighed
finder man Middelmaalsindivider, Plusafvigere (der
er større end Middelmaalet) og Minusafvigere
(mindre end Middel). Holder man nu Afkommet
af disse forskellige Individer afsondret, viser det
sig, at indenfor den Rene Linje vil
Afkommet efter Plusafvigere,
Middelmaalsindivider og Minusafvigere
være ens
; Udvalg af f. Eks. store Bønner i en
Bønnelinje med gennemgaaende middelstore
Bønner kan altsaa ikke forandre Linjens Beskaffenhed.
Da man paa Forhaand ved, at Anlægspræget hos
den Rene Linjes samtlige Individer er ens og
ublandet, lærer de anførte Udvalgsforsøg, at samme
Anlægspræg kan ligge til Grund for
forskellige Fremtoningspræg
ogsaa ved kønnet Forplantning
, og at
Anlægspræget er et fast og
uforanderligt Grundlag for
Arvelighedsfænomenerne i Rene Linjer
; hverken
ved Udvalg eller ved Ændring af Livskaarene kan
Anlægspræget forandres.

4) Af grundlæggende Betydning for vort
Kendskab til Arvelighedslovene har Bastard
forskningen været. I tidligere Tid var man af den
Opfattelse, at Bastardernes Arvelighedsforhold
frembød det mest slaaende Eksempel paa
Lovløshed; man vidste, at Afkommet efter Bastarder var
yderst variabelt og kunde frembyde de
mærkeligste og mest uanede Kombinationer af Egenskaber.
Planmæssige Forsøg har imidlertid vist, at det
modsatte er Tilfældet; Bastardernes
Arvelighedsforhold følger bestemte Love, der i deres Princip
er overmaade simple, de saakaldte Mendel’ske
Love
, saaledes kaldte efter den østerrigske Abbed
Gregor Mendel, der ved sine berømte Forsøg
i 1865 lagde Grunden for Nutidens uhyre
omfattende Arbejde paa dette Felt.

De simpleste Tilfælde foreligger, hvor man
krydser 2 Planteracer, der kun er forskellige med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:20:37 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/havebrug/1/0064.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free