- Project Runeberg -  Nordisk illustreret Havebrugsleksikon / I. Bind. A--J /
248

(1920-1921) Author: L. Helweg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farvelære

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

større og livligere i Farve, naar den er omgiven
af grønne Blade, end naar den mangler disse, og
samtidig vinder den grønne Farve i Styrke ved at
staa ved Siden af den røde. Hvidt og sort er
ogsaa gode Kontraster, skønt de ikke kan regnes for
komplementære. M. Buffon gjorde den Opdagelse,
at man i Praksis kunde finde den komplementære
Farve til en hvilken som helst Farvetone ved at
anbringe denne paa sort Bund, stirre paa den i
nogle faa Sekunder og derefter kaste Blikket paa
en hvid Flade, hvor den komplementære Farve da
vilde komme til Syne. Øjet forlanger nemlig altid
for at blive tilfredsstillet den komplementære Farve.
Sætter man 2 Farver ved Siden af hinanden, som i
Farvekredsen er adskilte ved 3 Overgangsfarver, f.
Eks. gul og blaa eller rød og blaa, danner de
saakaldte karakteristiske Sammenstillinger. Anbringer
man derimod 2 Farver ved Siden af hinanden, som
i Farvekredsen kun er adskilte indbyrdes ved 1
Overgangsfarve, f. Eks. rødt og gult, blaat og grønt
el. l., virker de disharmonisk, eller som vi i
daglig Tale kalder det, skrigende, og sammenstiller
man 2 Farver, som i Farvekredsen ligger ved
Siden af hinanden, virker de, om just ikke
skrigende, saa dog mindre harmonisk, eller som det
kaldes, karakterløst. Ingen Farve forbliver uforandret
for Øjet, naar den sammenstilles med en anden
Farve, idet de gensidig meddeler hinanden noget af
deres komplementære Farve. Er 2 sammenstillede
Farver komplementære, forekommer de, som
ovenfor omtalt, endnu stærkere, mere intensive, hvilket
er en naturlig Følge af, at de optager deres egen
Farve; purpur og grønt meddeler saaledes hinanden
grønt og purpur, den purpur faar mere purpur
(kompl. til grønt), og den grønne mere grønt
(kompl. til purpur). Anderledes forholder det sig,
naar Farverne ikke er komplementære, som f. Eks.
rødt og gult; den røde faar da en Tilsætning af
indigo (kompl. til gult), og den gule en Tilsætning
af grønblaat (kompl. til rødt), det vil sige, den
røde bliver lidt violet, den gule lidt grønlig;
anbringer vi rødt og blaat sammen, forekommer den
rede lidt orange, den blaa lidt grønlig o. s. v. Et
lignende Forhold finder ogsaa Sted over for sort og
hvidt; anbringer man f. Eks. rødt paa hvid Bund,
synes den ikke nær saa lys som paa sort Bund,
og blaat paa hvid Bund synes mørkere blaat end
paa sort Bund, fordi de begge har optaget sort
(den kompl. Farve) i sig. Dog kan hvidt og sort,
ligesom deres Overgangsfarver, i mange Tilfælde
regnes for neutrale, da de kun afdæmper eller
forstærker Farven uden at tilsætte andre af
Farvekredsens Farvetoner; graat er den mest neutrale
af alle Farver. Skal man i Praksis anvende
disharmoniske og karakterløse Farver, maa man
imellem dem indskyde hvidt, sort, graat eller andre
neutrale Farver, som da borttager den
disharmoniske Virkning, eller ogsaa maa man fremkalde
Harmonien ved at indskyde beslægtede
Farvenuancer, thi Harmonien er for en stor Del betinget af,
at de sammenstillede Farver ved indbyrdes
Kontrast forandrer sig saa lidt som muligt, det vil
sige, bliver mindre rene. De komplementære
Farver samt sort og hvidt i Forbindelse med alle
andre Farver er altsaa saadanne Farver, som
ikke bliver urene ved Kontrasten; graa er neutral.
Konturer (Linier af en anden Farve) mellem de
sammenstillede Farver tjener til at forhøje
Harmonien. Da alle Farver ikke virker med samme
Styrke, maa man endvidere for at opnaa en
harmonisk Virkning af en Farvesammenstilling passe,
at der er det rigtige Forhold til Stede mellem
Styrken af Farverne og Størrelsen af den Flade,
som de indtager i Sammenstillingen. I modsat
Fald vil f. Eks. en enkelt Farve i Sammenstillingen
kunne virke saa stærkt, at den fuldstændig
behersker Øjet til Skade for Farvesammenstillingens
Helhedsvirkning. Nogle Forfattere angiver
Fladeforholdet saaledes: gult 3, rødt 5, blaat og orange 8,
grønt 11, violet 13, citrongult 19, brunrødt 21,
olivengrønt 24, hvilket imidlertid afhænger af
Farvernes Lysning. Dette Forhold er af største
Vigtighed for Havebrugeren, hvad enten det drejer sig
om Blomsterbede, Sammenstillinger eller Valget af
sommer- og høstfarvede Træer og Buske til
Plantninger. Især i mindre Haver ser man ofte
anvendt alt for mange og for stærke Farver i Forhold
til den grønne Hovedfarve. Hyppigst er det de
gule Farver, som anvendes i for stor Mængde, f.
Eks. gulbladede Træer og Buske, Pyrethrum,
Calceolaria o. l., hvilket virker dobbelt uheldigt, da
det samtidig er en disharmonisk Sammenstilling
af Farver. I Naturen kan vi se talrige Eksempler
paa, hvor forsigtigt Farverne skal anvendes, og
samtidig, hvorledes en Mangfoldighed af Farver i
en Sammenstilling kan frembringe Harmoni. Den
grønne Farve i alle dens Farvetoner spiller i
Naturen den største Rolle, den er hverken en kold
eller varm Farve og virker velgørende paa den
menneskelige Organisme. Sammen med rødt
danner den en af de smukkeste og vigtigste
harmoniske Kontraster, som vi støder paa i Havebruget.
Sort spiller en stor Rolle som Mørke, Skygge og i
Farvernes Afskygning, hvidt træffes mest
dominerende i Lyset, og naar Sneen dækker Jorden. Jo
mere Lys en Farve indeholder, desto livligere
stemmer den Sindet. Hvidt virker stærkest, naar man
anvender det over for de passive Farver, ligesom
sort virker stærkest over for de aktive, dog er
hvidt en god Bundfarve for alle andre Farver. En
mat graa, graagrøn eller hvidgrøn Bund, som har
lignende Egenskaber, kan man let skaffe, f. Eks.
til Blomsterbede. Som Mellemfarve er hvidt
ligeledes en af de bedste til at frembringe Harmoni. I
Havebrugslitteraturen omtales Farvelæren hos de
fleste Forfattere, som behandler
Landskabsgartneriet. E. Petzold har udgivet et Specialværk »Zur
Farbenlehre der Landschaft«, Jena, 1853; dog gaar
baade dette og alle Værker fra Tiden før 1890 ud
fra gamle, mindre korrekte Teorier. Af nyere
danske Værker haves Dr. Alfred Lehmanns Bog
»Farvernes elementære Æstetik«.

Farvetavlen paa hosstaaende Side
indeholder alle Farvekredsens Farver, gengivne saa lig de
prismatiske Farver som muligt og ordnede i samme
Rækkefølge som i Farvekredsen. Farvetavlen
tænkes anvendt i Praksis til Bestemmelse af Blomsters
og Planters Farve paa den Maade, at man ved at
holde disse hen til Farvetavlen først udfinder,
hvilken Hovedfarve de ligger nærmest, derefter
bestemmer Blandingsfarverne og endelig, om de
ydermere indeholder hvidt, graat eller sort. En

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:20:37 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/havebrug/1/0266.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free