Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fritillaria - Frost - Frostfjäriln - Frostmaalere - Frostskade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Maj. F. pallitliflora Schrenk, Sibirien,
30-40 cm Stængel med talrige oval-lancetformede,
bleggrønne Blade og 3-4 bleggule Blomster; Maj.
F. pyrenaica L., Pyrenæerne, c. 30 cm
Stængel, 6-7bladet med én Blomst, som udvendig er
mørkpurpur, noget blaadugget, indvendig
olivengrøn; Maj. F. Walujewii Regel, Turkestan,
Bladene linie-lancetformede med indrullet Spids,
Stængelen 20-30 cm bøj med en enkelt stor,
klokkeformet Blomst, udvendig bleg blyfarvet,
indvendig mørkpurpur med hvide Punkter; Juni. Mens
Kejserkrone anvendes paa Rabat eller foran
Busketter i Halvskygge, kan de lavere Arter ogsaa
finde Anvendelse paa Stenhøje eller paa Bede, som
efter Legenes Afblomstring beplantes med andre
Planter. Ogsaa i muldede, halvskyggede Plæner,
hvor Græsset ikke bliver for tæt, kan Arter som
Vibeæg o. l. benyttes. Kultur: F. formeres
ved Sideløg, som plantes paa Bede, hvor de
forbliver, til de er blomstringsdygtige.
A. L.
F. kan i Norge dyrkes helt op til Tromsø.
N—k.
Frost se Nattefrost.
Frostfjäriln (s.) se Frostmaalere.
Frostmaalere, frostfjärilar (s.). Den vigtigste af
disse er den lille Frostmaaler,
frostfjäriln (s.) (Cheimatobia brumata L.). Det er en i
visse Aar yderst almindelig Sommerfugl, hvis
Larve undertiden i Forsommeren fuldstændigt
afæder Løvet paa Frugttræer og Bærbuske, samt
desuden angriber en Mængde andre Løvtræer og
Buske. Hannen har blegt graabrune, mer eller
mindre tydeligt tværbaandede, skrøbelige og brede
Vinger, som i Hvile strækkes ud til Siderne, skraat
bagud. Mellem Vingespidserne maaler den c. 25
mm. Hunnen er niere kluntet bygget, graabrun,
og har kun stærkt forkrøblede Vingestumper og
kan derfor ikke flyve. Straks efter de første
Frostnætter om Efteraaret fremkommer Hannerne og
nogle Dage senere Hunnerne; de ses da i
Bevægelse, naar Skumringen er indtraadt. Efter
Parringen lægger Hunnerne i Knopfolder,
Barksprækker o. l. smaa ovale, i den ene Ende noget
fladtrykte Æg af bleggrøn Farve; denne overgaar
snart efter i en rødagtig Farvetone, som det
følgende Foraar lige før Udklækningen mørkner og
bliver graablaa. Udklækningen sker i
Løvspringstiden, og de smaa Larver æder sig da ind i
Knopperne. Mange tilsammen ødelægger de let en
Knop, men oftest træffes kun en eller et Par
Larver i Knoppen, som da har Kraft til at springe ud.
I samme Grad som Larverne vokser til,
søndergnaves de grønne Bladdele, saa at Træerne
henimod Midtsommer, naar Larverne alle er
fuldvoksne, kan staa aldeles nøgne. Den fuldvoksne
Larve har en Længde af c. 25 mm; den er
lysegrøn med grønt eller brunagtigt Hoved og har
smalle, hvidlige Længdestriber paa Ryg og Sider.
Larven har kun fire saakaldte Vorteben i
Bagenden af Kroppen, hvilket bevirker, at Dyret
krummer Ryggen stærkt, naar det tager et Skridt
fremad. Den fuldvoksne Larve sænker sig til Jorden
ved en fin Traad og forpupper sig i Græstørv
eller nogle Centimeter nede i Jorden.
En Frostmaaler-Hærgning udbryder sjælden
pludselig; den varsles gennem nogle Aar og
kulminerer i Løbet af 1-3 Aar, sjælden længere. Mod
Frostmaalerne anvendes forskellige Metoder. Om
Efteraaret kan man anbringe Limringe, limgördlar
(s.) omkring Træerne. Ofte laves disse af 12-14
cm brede Strimler Tjærepap. Ringen bindes fast
omkring Stammen et Stykke over Jorden;
Hulheder i Barken mider Ringen tiistoppes med Træuld,
Mos eller lign. Midt paa Ringen stryges en
Streng af Larvelim, frostfjärillim (s.), som købes
bl. a. hos Frøhandlere. Ringen opsættes i god Tid,
og Limen paastryges saa snart de første Hanner
opdages om Efteraaret. Limen, der skal fange de
op ad Stammen krybende Hunner, bør fornys nu
og da, hvis der kommer Rimfrost og Tørke.
Ringene borttages i Vinterens Løb. Unge Træers
Bark kan skades af Limen. Tidligere anvendtes
ofte Kranse flettede af Halm og bestrøgne med
Tjære i Stedet for disse moderne Limringe.
Frostmaalerlarverne bekæmpes ogsaa ved
Sprøjtning med Arsenikgifte: Schweinfurtergrønt
(Parisergrønt) eller Blyarsenat. Den førstnævnte
Sprøjtningsvædske tilberedes af 75 gr
Schweinfurtergrønt, 150 gr nylæsket Kalk og 100 l Vand. Af
Blyarsenat behøves 100-300 gr pr. 100 l Vand.
Hensigtsmæssige Tider for Sprøjtningen er: 1) lige
før Knoppernes Bristning, 2) lige før Blomstringen
og 3) straks efter denne. De to førstnævnte
Tilfælde er de gunstigste. Det er af Vigtighed, at
den første Sprøjtning sker straks inden de
nyudklækkede Larver æder sig ind i Knopperne.
Til Frostmaalere regnes ogsaa den store
Frostmaaler (Hibernia defoliaria L.),
lindmätaren (s.). Denne bliver adskilligt større.
Hannen har gulagtige Vinger, som ofte er prydede
med mer eller mindre tydelige, paa tværs gaaende
Tegninger. Hunnen er fuldstændig vingeløs.
Larven bliver 30 mm lang og er oftest rødbrun paa
Ryggen (stundom gul eller sort) samt har altid
langs Siderne en Række mer eller mindre
sammenflydende gule, langstrakte Pletter. Den store
Frostmaalers Udvikling gaar parallelt med den mindre
Arts. Den lever maaske helst paa Lind, men
træffes ogsaa i stor Mængde paa andre Træer, ogsaa
Frugttræer. Bekæmpes paa samme Maade som den
mindre Frostmaaler (Se Farvetavlen).
Sluttelig maa nævnes, at man har en Art, som
er meget nær beslægtet med den lille Frostmaaler,
nemlig björkfrostfjärilen (Cheimatobia boreata Hb.).
Denne optræder, som Navnet antyder, undertiden i
uhyre Mængde, paa Birk og æder Birkeplantager
fuldstændig nøgne. Den ligner meget den lille
Frostmaaler, men Larven har kulsort Hoved.
A. T.
Frostskade fremkommer, naar Planter har været
udsatte for saa lave Varmegrader, at de svækkes
eller dør helt bort, hvilket kan gælde Planten som
Helhed eller enkelte Dele af den. F. kan dels
fremkomme som Følge af stærk Vinterkulde, dels
ved Foraars-, Sommer- eller Efteraars-Nattefrost.
De vigtigste ydre Kendetegn paa F. er, at
urteagtige Plantedele (Blade, unge Skud) slappes som
ved Indvirkning af Tørke; Vævene bliver stive
og skøre paa Grund af Isdannelse i deres Indre,
gennemsigtige og glasagtige, og de antager ofte
urene, mørke Farver. Efter Frostens Ophør vil de
frosne Plantedele ofte være døde; Vævenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
