Nordisk illustreret Havebrugsleksikon / I. Bind. A--J / 481 (1920-1921) Author: L. Helweg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jordugle - Jordurtsskocka - Jordvandet - Jordvarmen - Jordæble - Jubæa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bør indsamles og uskadeliggøres ved Optagning af
Rodfrugterne og ved Gravning af Havejorden.
A. T.

Jordurtsskocka (s.) se Jordskok.

Jordvandet. Foruden direkte for Planternes
Vandforsyning er Jordvandet af den største Betydning
for Opløseliggørelsen og Fordelingen af de i
Jordbunden forekommende og for Planternes Ernæring
vigtige Stoffer. Vandet virker nemlig ikke blot som
et indifferent Opløsningsmiddel, men kan, da det
er ganske svagt dissocieret (indeholder frie Brint-
og Hydroxylioner), ogsaa, selv i absolut ren
Tilstand, iværksætte kemiske Omsætninger, om end
disse, hvor Talen er om Opløseliggørelse af
Jordbundens tungt sønderdelelige Stoffer, foregaar
overordentlig langsomt. Denne direkte kemiske
Virkning af Vandet, der benævnes Hydrolyse,
spiller i det lange Løb en meget betydelig Rolle ved
de mineralske Jordbestanddeles Omsætning.
Saaledes skyldes Feldspaternes Forvitring, ved hvilken
der finder en Frigørelse Sted af de i de kiselsure
Salte (Silikaterne) bundne Baser (f. Eks. Kali og
Natron) for en væsentlig Del Vandets direkte
sønderdelende Virkning. Jordvandet vil imidlertid
altid indeholde en større eller mindre Mængde
Kulsyre, hidrørende fra Planterøddernes landing og
fra Stofomsætningerne i Jordbunden. Det bliver
herved i Besiddelse af en betydelig forøget
opløsende Evne, der for Plantenæringsstoffernes
Vedkommende særlig gør sig gældende overfor Jordens
tungtopløselige Kalk-, Kali- og
Fosforsyreforbindelser. Medens f. Eks. 1 l rent kulsyrefrit Vand
kun er i Stand til at opløse et ringe Spor af kulsur
Kalk, kan samme Mængde kulsyremættet Vand
opløse c. 1 g kulsur Kalk. Af de tungt opløselige
Kalkfosfater, tobasisk og trebasisk fosforsur Kalk,
kan der i 1 l kulsyremættet Vand opløses 0,35 og
0,15 g Fosforsyre, hvad der er henholdsvis 5 og
100 Gange saa meget som 1 l rent Vand kan opløse.
Den af Planterødderne producerede Kulsyre synes
at udøve særlig kraftige lokale Virkninger paa de
Planterødderne nærmest omgivende mineralske
Bestanddele, et Forhold, der sandsynligvis i
Hovedsagen beror paa, at Kulsyren i kortere eller
længere Tid forefindes i forholdsvis stærk koncentreret
Opløsning i det Vædskelag, der danner Bindemidlet
mellem Planterøddernes og Jorddelenes Overflade.
Indeholder Jordvandet foruden Kulsyre ogsaa andre
Syrer, vil det være i Besiddelse af endnu stærkere
opløsende Evne; i al Almindelighed spiller
Kulsyren dog utvivlsomt langt den største Rolle ved
Opløseliggørelsen af Jordens tungt tilgængelige
mineralske Plantenæringsstoffer.
H. C.

Gulerødder gnavede af Jorduglelarver.

Jordvarmen er af stor Vigtighed for al
Plantekultur, idet Røddernes Livsvirksomhed staar i
Forhold til Jordens Varme, og Frøets Spiring kan ikke
foregaa, uden at der er en vis Varme til Stede
i Jorden. Jordbundens naturlige Varmekilde er
Solen, og fra Jordoverfladen forplanter Varmen
sig til de dybere liggende Lag, hvoraf atter følger,
at i de øvre Jordlag er Varmegraden vekslende
med Aarstiderne, men i des ringere Grad, jo dybere
Jordlaget ligger, og i en Dybde af 20-25 m er
Varmegraden ens hele Aaret, den samme som
Landets Middeltemperatur. J. er afhængig af Jordens
Vandindhold, Farve og Varmeledningsevne.
Vandet i Jorden modvirker Varmeoptagelsen, dels fordi
der stadig forbruges Varme til Vandets
Fordampning, dels fordi Vandet til sin Opvarmning kræver
4-5 Gange saa stor Varmemængde som selve
Jorden, Jo mindre Vand en Jord indeholder, desto
varmere bliver den derfor. Lerjord er kold, fordi
den har stor Vandrumningsevne, og fordi det
fordampede Vand stadig erstattes ved Opsugning af
Vand fra Undergrunden, medens Sandjord er varm,
fordi den ikke har disse Egenskaber. Jorden
opvarmes lettere, jo mørkere Jordoverfladen er, men
afkøles paa den anden Side ogsaa hurtigere ved
Varmeudstraaling end Jord med en lys Overflade.
Den lerede Jord har paa Grund af sit store
Vandindhold størst Evne til at lede Varmen, den sandede
Jord derimod mindst, begrundet paa, at Porerne
mellem Sandjordens Partikler i Reglen er fyldte
med Luft, der som bekendt er en slet Varmeleder.
Hvor Jorddækning (se d. A.) er anvendt er J.
ringere i Foraarstiden. Ved Dyrkning af Planter
fra varmere Himmelegne, som selvfølgelig fordrer
større J., end vi har paa Friland, maa man ad
kunstig Vej skaffe den fornødne Undervarme, enten ved
Varmtvandsanlæg eller ved gærende Stoffer. Jvnf.
Varmeforholdene i Jorden.
L. H.

Jordæble se Jordskok.

Jubæa (Palmaceæ), Koldhuspalme. J.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>