Nordisk illustreret Havebrugsleksikon / II. Bind. K--Ø samt Litteraturfortegnelse / 14 (1920-1921) Author: L. Helweg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kentia - Kermesbær - Kerria - Kilepodning - Kimbladskimmel - Kimskimmel - Kimære - Kirkegaarde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Canterburyana F. Muell., Howeaøerne; K.
Forsteriana F. Muell., Howeaøerne; K.
Wendlandiana F. Muell., Queensland. Disse Palmer
forlanger hyppig Omplantning samt Tilførsel af
flydende Gødning eller Kunstgødning i
Vækstperioden. Kultur se Palmer.
M. H.

Kermesbær se Phytolacca.

Kerria (Rosaeeæ), haardfør Busk. K. japonica
D. C., Ranunkelblomst, Kina, Japan, er en mellemhøj
Busk med grønne Grene, ægformede, skarpt
savtakkede Blade og i Maj enkeltsiddende, store, gule
Blomster. Medens selve Arten kun forholdsvis
sjældent ses plantet, er en Varietet med fyldte Blomster,
K. j. flore pleno, almindeligt plantet; dens
Blomster er af betydelig Størrelse og tæt fyldte.
K. j. foliis variegatis har hvidbrogede
Blade.
A. B.

Anvendelse: Kerria jap. fl. pl. er en
letbygget, ved Blomster og Bark dekorativ Busk,
som kan anvendes i Forgrunden af Busketter og
som fritstaaende paa lille Plads. Den lavere K. jap.
fol. var. kan anvendes i Busketter, i brogetbladede
Grupper, endogsaa som Rand- og Bunddække, kun
maa iagttages, at den faar Baggrund eller nære
Omgivelser med mørk Farve. Kultur: K.
formeres ved Rodskud og Deling. For at opnaa den
fyldige Udvikling, som er Hovedbetingelsen for
dens Skønhed, maa den have letmuldet Jord, hvor
dens enstænglede Rodskud let kan komme frem.
Den taaler Skygge, men bliver bedre paa lysere
Plads. Udtynding af dens ældre Grene er ofte
gavnlig, og ved Idstudsning af de yngre Skud efter
Afblomstringen kan man retlede Formen og forøge
Blomstringen.
J. B.

K. udholder i Norge vanskeligt Vinteren paa
Steder med skarpt Indlandsklima og heller ikke
nordenfjælds.
N—k.

Kerria japonica.

Kilepodning se Forædling.

Kimbladskimmel (Phytophthora fagi) viser sig
i Planteskoler paa 1-aarige Planter af Naaletræer,
Bøg, Ahorn og Ask, hvis Kimblade dræbes og
farves brune; hele Planten kan gaa til Grunde, ofte
allerede i Spiringens første Tid, hvorved Bestanden
udtyndes stærkt eller ødelægges helt. 2-aarige og
ældre Planter angribes ikke. K. bekæmpes ved
Sprøjtning med Bordeauxvædske 1-2 Gange i
Sommerens Løb, ved Vekseldrift, ved Fornyelse af
Jorden eller ved Jorddesinfektion; døde Planter
indsamles og brændes.
F. K. R.

Kimskimmel (Pythium Baryanum) angriber de
spæde Kimplanter af en Mængde Planter, især
Korsblomstrede, baade paa Friland og navnlig i
Drivbede. K. fremkalder den Sygdom, der kaldes
»Sorte Ben«, fordi Kimstængelen bliver sort eller
brun og skrumper ind, hvorefter Planten falder
om. K. forebygges ved at blande rigelig Kalk i
Jorden, ved at drysse Sand ovenpaa Jorden, ved
at saa tyndt og ved at holde Luften tilpas tør.
Efter stærke Angreb i Drivbænke bør Jorden
fornyes eller desinficeres.
F. K. R.

Kimære se Podningsbastard.

Kirkegaarde. I tidligere Tid laa overalt
Kirkegaardene inde i Byerne, navnlig omkring
Kirkerne, der ejede og forvaltede dem. De var smaa af
Omfang, og i Byer med stærk Vækst blev de
efterhaanden overfyldte. Man gik da over til Anlæg
af Kirkegaarde udenfor de bebyggede Bydele, de
saakaldte Assistenskirkegaarde, hvor
hvert Kirkesogn fik sin Afdeling, der forvaltedes
af vedkommende Kirkebestyrelse. I de større Byer
tilfredsstillede dette dog kun til en Tid; det næste
Skridt var, at Kommunerne anlagde store
Centralkirkegaarde i større eller mindre
Afstand fra Byerne, og samtidig gik
Kirkegaardsvæsenet over til at blive et kommunalt Anliggende
under sagkyndig Ledelse, hvad det nu er i de fleste
større og nogenlunde fremskredne Byer saavel her
som i Udlandet. — Ved Anlæget af de nyere, større
Kirkegaarde har man overalt lagt megen Vægt
paa Arealernes havemæssige
Behandling og Udsmykning. I de romanske
Lande, navnlig i Italien, har dog de stedlige
Betingelser været gunstige for en Udvikling i mere
arkitektonisk Retning. I de germanske og de nordiske
Lande har man i de nyere Kirkegaardsanlæg stræbt
at forene Arkitektur, Teknik og Havekunst, dog
saaledes at Anlægene overalt har faaet en
overvejende landskabelig Karakter, og det bliver
utvivlsomt ogsaa den Vej, man fremdeles vil gaa.
Linierne i et landskabeligt Kirkegaardsanlæg, d.
v. s. Vejene, kan være enten rette eller krumme,
eller begge Dele imellem hinanden; det er ikke
det, der er det afgørende, hverken for Anlægets
Skønhed eller for dets landskabelige Karakter. Dog
er der ved et Kirkegaardsanlæg den Omstændighed
at tage Hensyn til, at den Grundform, man maa
gaa ud fra, det enkelte Gravsted, altid er
retvinklet og regelmæssigt, og da som Følge heraf de
Afdelinger, hvor Gravstederne lægges i Række,
hvilke altid vil være de overvejende, maa danne
lige afgrænsede Sider og Ender, vil det være det
naturligste og tillige det mest økonomiske, at den
lige Linie ogsaa nogenlunde er den herskende i
Vejføringen, da Arealet derved bedst udnyttes. —
Efter at man for et halvt Aarhundrede siden

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>