Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Rød Taage og Søbriis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Capitel V. Regn og Floder.
Sagen med stor og varm Interesse, og ydet Maury væsentlig og
værdifuld Hjælp. Han liar blandt Andet beskjæftiget sig med at
granske Sø- og Landbriserne i ostindiske Farvande, og vi skulle
lier lade ham fremstille nogle af sine Iagttagelser i det ham
eiendommelige, skjønne og poetiske Sprog. „Paa Javas nordlige Kyster",
siger han, „vise sig Land- og Søbriserne i stor Regelmæssighed og
Skjønhed. Saasnart „Dagens Øie" med ildfuld Styrke stiger næsten
lodret op fra Havet paa den skyfrie Himmel, hilses det af Vulkanerne
med Søiler af hvid Røg, der, idet de stige høit op mod Himlene
ovenfor, antage Formen af en Krone eller en Buket, som de synes
at tilbyde den frembrydende Dag. Da leger endnu den glade
Landvind hen over de Vande, som ved sit friske Pust opliver og
forfrisker Alt, som aander og bevæger sig under den hede Zones
brændende Straaler. Nu bryder Dagens første Lysning frem;
Natten vækkes af sin tause Ro, og fra alle Kanter høre vi Naturens
Morgenhymnes udtryksfulde og gribende Toner. Alt, hvad der har
Liv, føler Trang til at istemme den jublende Lovsang. Og Luften,
der endnu er fyldt med Aftenduggens Friskhed, bærer den glade
Sang op mod det Høie; den blander sig meel de Toner, som fra
det henrykte Bryst bane sig Vei ved Betragtningen af den herlige
Natur, og stige op som en Takkebøn fra Fjeld, fra Hav og fra
Dal. Nu viser Solen sig over Horizonten, og Himlene ere badede
i et blændende Lyshav. Landbrisen er træt af sin Leg, og bereder
sig til at gaae til Hvile. Dog spiller den endnu hist og her over
Vandene, som om den ei kunde forlade den skjønne Dag, men deri
bliver svagere og svagere, og synker tilsidst hen i et fuldkomment
Stille. Men anderledes er det med Luften; den spiller og funkler,
blinker og tindrer, idet den klarnes ved den tiltagende Varme, og
de nu glatte Bølger kaste under deres sagte Hæven og Synken
ligesom fra tusinde Speile de Lysstraaler tilbage, som hoppe og
danse i Luftens zitrende verticale Bevægelse. Ligesom om Natten
behagelige Drømmesyner vise sig for den Slumrende, saaledes synes
ogsaa blide Billeder at omflagre den hvilende Søbriis paa Havet.
Kysten synes at nærme sig, og vise sig tydeligere i sin straalende
Pragt, medens de smaae Fiskerbaade paa Havet see ud som store
Skibe. Sømanden, der driver langs Kysten, bedrages af
Luftspeilingen og af Atmosphærens tiltagende Klarhed; han troer, at
Strømmen har ført ham ind imod Landet, han kaster Loddet og
speider med uroligt Øie efter Søbrisen, der skal frelse ham fra de
Farer, som true ham. Dækket brænder under hans Fødder; for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
