Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Rød Taage og Søbriis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114’
Capitel Yll.
bliver svagere, eftersom den nærmer sig Ekvator. Flere Aarsager
bidrage altsaa her til at frembringe disse vexlende Vinde, men
det synes ikke, at de, der bevirke Landbrisen, overalt ere istand
til at modvirke en stærk Passat, hvor en saadan blæser."
253. Sømændene berette om „rød Taage", som de undertiden
støde paa. Dette er især Tilfældet i Nærheden af de Capoverdiske
Øer, men er heller ikke ualmindeligt ogsaa paa andre Steder.
Hvad der falder ned fra denne „røde Taage", kaldes i Middelhavet
„Siroccostøv", og andetsteds „afrikansk Støv", fordi det antages at
komme fra de i Sydost (Sirocco) beliggende Ørkener eller ialfald
fra en eller anden fortørret Landstrækning i Afrika. Det har en
teglsteensrød eller kaneelbrun Farve, og kan falde i saadan MæDgde,
at Solen formørkes, Horizonten bliver utydelig, og Seil samt
Takkelage blive belagte med et tykt Lag af Støv. Ofte træffes det i
meget lang Afstand fra Land. Doctor Clymer af de Forenede
Staters Marine, beretter om en saadan rød Taage, som han stødte
paa i Februar Maaned 1856. „Vi vare", siger han, „6 Dage i
Støvtaagen. Vi kom pludseligt ind i den om Natten den 9de Februar
paa 7° 30’ N. Br. og 15° L. V. f. Gr., og kom ud af den 15de
under 9° N. Br. og 19° L. V.; paa samme Tid mistede vi ogsaa
Ekvatorstillen og kom ind i Nordostpassaten. Det røde Støv lagde
sig tykt paa vore Seil, paa Takkelagen, Rundholterne og paa
Dækket, og vi kunde herfra med Lethed samle det op. Det var
et overmaade fiint Pulver og havde Farve som Kaneel eller
Mur-steensstøv. Luften var saa mørk, at vi midt paa Dagen ikke vilde
have kunnet see et Skib i mere end 1000 Alens Afstand fra osu.
254. Den taalmodige Læser, som i det foregaaende Capitel
har ledsaget os, idet vi eftersporede „Vindens Omgange", vil have
bemærket, at der endnu mangler klart Beviis for den fremsatte
Hypothese, at Passaterne, efterat have stødt paa hinanden i det
ekvatoriale Belte, stige op, krydse hinanden, og fortsætte sin Vei
som antydet ved R S og F G (Pl.I). Vel er der (§ 231) fremsat
Kjendsgjerninger og Grunde, der gjøre denne Krydsning høist
sandsynlig, men fyldestgjørende Beviis er dog ikke givet, og kunde
vi fremskaffe et saadant, vilde det sikkert af Enhver modtages
med stor Glæde. Dersom vi kunde udvælge os en Deel af den
Luft, som blæser i Sydostpassaten, og sætte et Mærke paa den,
saa at vi kunde følge den og kjende den igjen overalt paa dens
Vandring, saa vilde vi af denne kunne faae Kundskab om de Veie,
ad hvilke Luften bevæger sig i sit Omløb. Men vi kunne ikke see
Red Taage.
llæi-ke paa
Vindene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
