Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sødladne Magister, som kun havde én Kærlighed i
Verden, og det var hans Latin, og som kun kendte
én Nydelse, og det var at lade sin Galde gaa ud over
de stakkels Peblinge og hævne sig paa dem for alle
de Prygl, han selv havde faael i sin Opvækst.
Steffen følte, at han var bleven ond og haard i
den Tid, han havde været under sin Mostermands
Behandling. Haard, ikke blot af Sind, men ogsaa af
Skind. Thi Magister Severinus sagde nok, at han
skulde fødes men ikke fedes, men det var kun smaat
med Føden. Ranglet og benet var han og hulkindet
som Døden i Lybek, og Steffen rapsede, hvor han
kunde række noget spiseligt. Som nu i dette
Øjeblik, hvor han sulten som en Hund, pryglet og
mørbanket, saa han knap kunde gaa, var lukket inde i
Kammeret over Stuen med den latinske Grammatik
for at lære nogle dumme Sætninger paa Remse, —
paa en Helligaften som denne, hvor alt i Byen,
hvad der kunde krybe og gaa, var ude ved Kilden.
Vidste han ikke, at han vilde gøre sig til Tyv paa
Stedet, om han blot kunde faa fat paa noget, der
kunde tygges og synkes.
»En Kæltring, en Kæltring, det er saadan, det
ender med mig!« jamrede Steffen og huggede grædende
begge sine Arme mod Bordet.
De hvide Duer boltrede sig stadigvæk omkring
Kirketaarnet i den stille Aftenluft. Solen skinnede
paa dem, og Steffen, som atter saa derop fra sit
Fængsel, kom paa én Gang til at tænke paa Skibe
med hvide Sejl i Aftenlys over det bølgende Hav.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
