Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vende sig, skyde sit hæslige Hoved frem af
Vandet og snappe op i Luften. Jan Blum hang der
endnu; det saa ud, som om hans Øjne skulde træde
ud af deres Hulinger.
»Dyp!«
Der lød et Hvin, et Skrig af Rædsel, uden Bords,
som inden Bords. Steffen turde ikke se derud.
Han hørte Jokum Gulliksen skælde Søfolkene Huden
fuld. De havde ikke været hurtige nok paa
Hænderne. Den Lystighed kunde have varet meget
længere endnu. Og alle de hjerte Venner om Bord, for
som agter, kunde have haft besynderlig godt af at give
sig god Tid til at studere, hvorledes han, Jokum
Gulliksen, lønnede sine Fjender.
Skibet heves pludselig og haardt over paa Siden.
Det havde trukket stærkt op, og mørk og truende
stod Himlen ude for. Det ene Vindstød fulgte
pibende og skærende det andet.
»Lad løbe Fald og Skøder! . . . Op med Roret!
. . . Op at bjerge Sejl!«
Vinden foer susende ind mellem Takkel og Tov.
Havet var bleven sortblaat. Det satte hurtigt op
med skumhvide Søer, og Skibet løb en rasende Fart.
Søfolkene krøb som Myrer paa Ræerne og beslog og
rebede Sejl, og en halv Time senere laa
»Havmanden« underdrejet. Slaverne var søgt ned i Kulen.
De Døde var sat over Bord, der var klaret op over alt.
»Havmanden« var alter et Skib og intet Rettersted.
Steilen følte Stormen som en Befrielse. Men da
han om Aftenen laa i den ene Køje i Badskærens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
