Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mark en Tid og giftede sig og kom ud igen og sagde,
at nu skulde han til at tjene Penge til sin lille Datter.«
»Ak, Gertrudlille,« Steffen sukkede og tænkte paa,
om han nogen Sinde skulde kunne skaffe hende
hendes fædrene Arv. »Havmanden« — ja, hvor i Verden
var »Havmanden« nu henne?
»Men efter den Tid kunde jeg intet blive klog paa
Ursula«, fortsatte Oude klare. »Hun var helt skabt
om. Forhen havde hun været saa spillende, som en
Fugl i Luften, men nu gik hun omkring som et
Gespenst. Det var intet lystigt, men det hjalp intet, alt
hvad jeg trængte paa, andet end at hun gav sig til
at sukke og klage.
Men endelig en Dag, saa kunde jeg intet holde
mig længer, men sagde hende nogle Sandheder. At
det var skammeligt af hende som en fornemme
Borgers Datter og en ærbar Jomfru at gaa og bære
Godvilje for saadan skiden og skammelig Karl som den
Boucanir; at det vilde volde hendes Broder og hele
hans Hus stor Tort, om det kom ud i Byen, — for det
var jo dér Humlen stak, og hvorfor hun da havde
gjort sig saa kostbar den Tid, han var hende nær;
hun kunde være bleven Kone med alle hans
Baks-kammerater eller hans Matelotage, som Boucanirerne
har for Skik, naar de fanger unge Fruentimmere, at leve
med dem Baksvis, lige som de sover Baksvis og
skaffer Baksvis. Og vi kunde intet holde det ud at have
en saadan Taarepil i Huset, at det var hende selv
lidet anstændigt, med hvilke flere haarde og hvasse,
dog kærlige Ord jeg kunde finde paa at sige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
