Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hollænderen for smaa Sejl i nogen Afstand løb forbi
dem, blev der fra det yderste prajet over til den.
»Halløj!« svarede Oude klare og blev saa væver
som en Kattekilling. »Det var min Mannetje, der
raabte,« sagde hun med Taarer i Øjnene, »det var min
gamle Bamse! — Ja, vel, sætte Ankeret derovre!
Cornelius Janssen, har I intet Øren at høre med! Luf,
luf, kom til Vinden! — vi sætter vort Anker derinde
paa Siden af Engelskmændene. Rap Jer nu! Ach,
mijn Jongen, jeg er saa glad, saa glad, nu jeg har
hørt, han er i Live og kan brøle, som han gjorde,
saa skader der ham ikke stort.«
Oude klare skyndte sig agterud, og Skibet løb i
en Bue foran om Engelskmændene og ind paa sin
Ankerplads. Under Vejs kom en Jolle langs Siden;
en undersætsig Mand sad ved Boret, helt klædt i
hvidt og med en stor, bredskygget Straahat paa
Hovedet. Han havde et stort Ansigt med skarpt skaarne
Træk, en stor velformet Næse og mørke Øjenbryn
over et Par spillende Øjne.
»Naa, Oude klare! det var godt, Du kunde komme
herud igen, din gamle Havodder,« raabte han nede
fra Baaden, som de halede op til Faldrebet. »Du
har vel intet glemt Eydammerne og Geneveren?
Ellers maa Du hellere vende om og tage hjem efter det.
— Holder I fast derhenne?«
Det sidste gjaldt Pligten i Baaden. Jo, han havde
gjort Slæberen fast. Mynheer van Straten saa op og
nikkede til sin Kone, der stod ved Faldrebet og
beklagede sig over, at hendes Mannetje tænkte paa Ey-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
