Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dammerne og Geneveren, før han lænkte paa hende.
Men hvor blev han af?
Mynheer van Strålen sad i Baaden og tog sig
med stor Sindighed en Pris. Da den var stukket
godt op, og Tobaksdaasen atter var gledet ned i den
rummelige Lomme, saa’ han op igen og nikkede, og
saa begyndte han at entre op med stor Langsomhed
og Sendrægtighed.
»Aeh, Mannetje, Mannetje, det varer jo saa længe, at
Du bliver graahaaret, inden Du kommer op! — Naa,
det var da vel, Du endelig kunde faa hevet Dig selv
til Vejrs!«
Mynheer van Straten var bleven noget rød i
Ansigtet af Anstrengelsen, og rødere blev han, da Oude
klare slog sine Arme om Halsen paa ham og kyssede
ham med stor Inderlighed.
»Der er ingen Aarsag til Skyndsomhed,« sagde
han. »Hvad jeg har at fortælle Jer, er ikke det
bedste. Jørgen Iversen, den gode Ven . . .«
»Ak, ak, ak,« jamrede Oude klare. »Jeg ved
det, jeg ved det!«
»Nej, det kan I intet vide om, min Hjerte. Men
det er den gamle Vise, at I skal have bedre
Kundskab om alting end jeg . . .«
»Ach, Joost van Straten,« udbrød Oude klare og
gav ham et eftertrykkeligt Kys. »I har ej ladet af
fra Jer gamle Halsstarrighed. Jo, jeg ved lige saa
god Besked med det skammelige Mytteri som I, —
og lidt til, kan hænde.»
»Det var et Dyvel til Spil!« sagde Mynheer van
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
