Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Senere faldt Talen paa Lissy.
Sophie fortalte om hendes Sygdom, og
hvor svært det var faldet hende at
gjenkjende den straalende Lissy, saa bleg og
mat som hun nu var. Men dejlig saå hun
ud endnu, og god og sød var hun,
forsikrede Sophie. Hendes Øjne var saa
tankefulde og dybe, som om hun gjemte paa
store Sorger. Men Gud maatte vide, hvad
hun sørgede over; thi Jørgen var saa god
mod hende, som Dagen var lang, og Børnene
var raske og flinke. Men syg i Sindet
maatte hun være; det var grueligt at tænke
sig, at hun saadan spærrede sig inde, gjemte
sig baade Dag og Nat i det halvmørke
Værelse og ikke vilde se eller tale med nogen.
Man maatte takke Gud, naar man var rask
og glad; det være sagt i en god Stund!«
Og saa bankede Sophie under Bordet.
Tante Parsberg saå forstaaende først
hen paa Erik, der slog Øjnene ned — saa
paa Winterfeldt, der lod som ingen Ting.
»Sagen er den,« begyndte Kammerherren;
»Lissy . . .«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
