Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I62
Stavnaaren, nn den Gamle er i Jorden; Gaarden^ skal
jo fælges, og J kommer fagtens ikke meer her Vester
paa. Vor Herre har gjort sort for uline Øine, før han
lukkede mine Ører øg gav mig Løø at reise. Jeg kan
ikke see Jer meer; men jeg har Jer for min Tanke,
som J saae ud, sør J førlød vørt Land. Nu er J vel
kjøunere, kan jeg tænke, men lystigere er J ikke! snakke
kan J vel, øg jeg har hørt Jer lee, næn det var kuu
eu bitte bedre, end i de tø sidste Aar J var herovre.
Eengang var Eders Klæder auderledes skaarne! ingen
Nisse kunde fkabe fig vildere end J!"
„Man bliver roligere med Aarene!" fagde Otto,
og saae førnndret paa den blinde Køne, der ikke flap
balts Haand. „Søm Dreng var jeg altsor lystig, det
kunde ikke blive ved, og at jeg denne Gang er alvorlig,
ja, det seer hnn jo nok, jeg har Grund til! min sidste
Støtte er falden børt!"
„Ja vist! ja vist!" gjentog hnn langsomt og over^
veiende, uten rystede derpaa med Hovedet. „Det kommer
ikke derfra! troer han ikke paa Djævelens Magt^ Vor
Herre Jesus tilgive mig! troer han ikke paa onde Men^
neslers Kræfter^ Der er ikke storre Forskjel paa Men^
nestets Barn og Skiftningen, de Underjordiske lægge for
det i Vuggen, end paa Jer, søm Dreng, og paa den, J
blev det sidste Aar, sør J reiste. Det kommer as Bogen,
det kommer af dett megen Læstting, sagde jeg til de
Andre. Gid jeg kunde have sagt det til mig selv! Men
J skal blive glad, Sorgen i Eders Hjerte skal vi^ne hen
som en giftig Urt. Jeg veed, hvorfra den kommer, og
har med Gnds Bistand Frelse sor den. Vil J løve mig
helligt, at ingen Sjæl i Verden saaer at vide, hvad vi
tale her i denne Tinten
„Hvad har J at sige mig^" sagde Ottø, grebet
af dett Gamles sælsomme Alvor.
„Tydske Heinrich, Komediantspilleren ! J husker
ham nok^ Han er Skyld i Eders Bekymring! ja, hans
Navn faaer Jeres Puls til at gaae stærkere. Det kan
jeg føle, øm jeg ikke kan see Eders Ansigt!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
