Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spurgte, om han ikke huskede haus Navu, Heinrik
rystede med Hovedet. Da blottede Otto fin Skulder,
bad ham læse, og hau hørte da deu ulykkelige Udtydning,
der gav hans Mnnterhed Dødsstødet. Heinrich maa
have seet, hvad Jndtryk det gjorde paa Drengen, han
sik herved Leilighed til at hævne sig og tillige komme
i Anseelse igjen som Hexemester. Han havde tæmmet
ham, hviskede han til den Gamle, tæmmet Drengen ved
et eneste Ord. Under enhver senere Overgivenhed hos
Otto maatte Alvor og Skræk strax vende tikbage, naar
Nogen spnrgte: hvad var det sor Ord, tydske H ein ri ch
hviskede Dig i Oret. „Ja, spørg ham kuu", havde
han sagt.
Paa en ganske naturlig Maade var der altsaa
vir-kelig Trolddom i Heiurichs Ord, om ikke saaledes, som
den Gamles Overtro udtydede deu. At udvikle heude
Sageus Sammenhæng, maatte have hævet hendes Skrupler,
meu eu Forklariug her var Otto umulig. Hau trykkede
hendes Haand, bad hende være rolig; iugeu Sorg laae
tuugt paa haus Hjerte, uden dette sidste Tab af hans
kjære Bedstefader.
„Hver Asten har jeg nævnet Eders Navn ved min
Bøn! hver Aften ondt Veir var i Vente, og Sønnerne
paa Havet, faa vi hængte Flag eller tændte Blus for at
give dem Tegn, tænkte jeg paa de Ord, der slap mig af
Munden, og som den onde Heinrich greb, jeg srygtede
sor, at vor Herre sknlde lade Straffen gaae nd over
mine Børn."
„Vær kun rolig, kjære Gamle!" sagde Otto.
„Gjem selv det hellige Træ, paa hvis Kræfter J stoler!
det tage hver Sorg fra Eders eget Hjerte!"
„Nei, min Sorg er jeg selv Skyld i! Eders har
fremmed Mand lagt i Eders Hjerte! den Uskyldiges
Sorg vil Korsets Træ kun bære!"
Det Smukke, som heude ubevidst laae i disse Ord,
rørte Otto. Hau tog Gaveu, gjemte den, søgte at
berølige hende øg saae nn sidste Gang nd over det præg^
tige ndftrakte Hav, der var fiu egen Grændse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
