Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mig. Hnn har nøget saa Nøbelt, saa Fiint, søm man
sjelden sinder høs den simplere Classe; hnn førtjente at
kømme mellem tttere dannede Mennesker,"
„Ottø, hvad skal vore Hjerter sige," udbrød
Vilhelm leeude, „uaar det gaaer saaledes med Matna^"
Mau samlede sig øm Theebørdet. Vilhelm tiltalte
Ottø med det sørtrølige Du, søm jø denne selv havde
øpførdret ham til. „Vi ville klinke med Theevand øg
førnye Brøderskabet!"
Ottø smilede, men saa sørnnderlig veemødigt, uden
at sige et Ord.
„Det er Erindringen øm den gamle Bedstefader!"
tænkte Vilhelm øg lagde sin Haand paa hans Skulder.
„Du hilses da sra Kammerjuukeren øg hans Damer.
Jeg trøer, Jømsrueu lagde Dig gjerne i sin Syæske, lød
det sig gjøre!"
Ottø blev tans; men i hans Sjel var en sørun^
derlig Bevægelse: det bliver en ^egen Sag at fremvise
Møtivet, der saa ganske laae i hans Eiendømmelighed;
det greb ind i Sjælens Mysterier; Mængden kalder det
Særhed høs den Enkelte, Psychøløgen sinder deri en
dybere Betydning, søm Førstanden ikke kan udgruude.
Mau har Exempler paa, at Mæud, der ellers viste
Krast paa Legeme øg Sjæl, have ved Dusten af en
Røse sølt Asmagt; Andre ere bragte i krampagtig
Tilstand ved Berørelsen as graat Papiir. Det lader
sig ikke førklare; det er een af Natnrens Gaader. En
lignende flappende Førttemmelse øpsyldte Ottø, idet han
første Gang hørte Vilhelm tiltale ham med et Du.
Det var, søm øm det sjælelige Baand, der høldt dem
sammen, løstes, øg Vilhelm blev ham fremmed. En
Umuelighed var det før Otto at svare igjen med
„Dn" ; dog sølte han paa samme Tid det Urigtige i sin
Opsørsel, denne Særhed, øg han vilde bekjæmpe den,
han gjorde Vold paa sig selv^ fik en Art Veltalenhed,
men intet Dn kom over hans Læber.
„Din Skaal, Otto!" sagde Vilhelm øg stødte
Koppen imød hans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
