- Project Runeberg -  O. T. /
210

(1876) Author: H. C. Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - XV

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

6^

„Naa, Anders Peersen!" sagde alle Pigerne øg
løe, „nn skal vi see, øm Du er en rigtig Karl!"
Søphie høppede børt.
Den skingrende Latter øg Klappen i Hænderne vifte
Udfaldet.

„Er det ikke den Samme, der gjørde Knnster i Dyre^
havene" spurgte Vilhelm."
„Jø vist," svarede Ottø. „Han er mig mødbydelig!"
øg nn snlgte han efter Frøken Søphie.
Seent paa Aftenen, da Enhver førføiede fig til Rø,
søreskøg Vilhelm Ottø, at de fkulde gjøre en lille
Rund, føm han kaldte det. „Jeg trøer, Meg
Merri-lies, føm min Søfter kalder Sidsel, har faaet Gjøg^
leren til Kjæreste, han knnde da være hendes Fader!
de travede Begge ned ad Alleen, de havde meget at

hviske, rimeligviis skal han inat føve i een af Løerne.
Jeg gad nøk feet efter; der ligger han øg ryger af fin

Tøbakspibe, øg kan ftikke øs Jld paa Gaarden! skulle
vi gaae derned^ Vi tage Vasserine øg Fingal med!^
,,Lad ham søve!^ sagde Ottø! ,,han er vel ikke
gal at ryge Tobak i Halmen! oprigtigt talt, gider jeg
ikke blive seet as ham. Han var nogle Gange paa min
Vedstefaders Gaard, der har jeg talt med ham, øg nu
plager han mig, jeg vil ikke see ham!^
,,Saa gaaer jeg alene sagde Vilhelm.
Ottøs Hierte bankede vøldsømt, han stød ved det
aabne Vindue, øg saae ud øver dett mørke Skøv, søm
Maanen beskinnede. Nede i Gaarden hørte han
Vil-helm sløite af Hundene. Han hørte een Stemme til,
det var Førvalterens^ øg saa blev det atter stille. Ottø
tænkte paa tydske Heinrich og paa Søphie, sit Livs
gøde øg ønde Engel, øg han udmalede sig, hvor hnn
rakte ham Haanden, var hans Brud, og Heinrich oprev
sor hende de Erindringer, der bragte hans Blod til at
standse. Det var, som forestød der ham denne Asten
nøget Ondt. ,,Jeg sørndsøler det!^ sagde han høit.

Vilhelm køm endnn ikke.
Næsten en Time gik saaledes. Vilhelm indtraf,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 06:19:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hcaot/0214.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free