Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
^226
hed øg dette Mørke, lader man Føreren slukke sin Fakkel,
øg Alt er Nat; man ligesøm gjennemstrømmes as Mørket,
Haanden griber ester en Muur, sør døg at søge Vished,
at der endnn er en Sands at støle paa; Øiet seer Jntet,
Oret hører Jntet. Førsærdelse griber den Stærkeste.
Det samme Mørke, den samme beslægtede Følelse havde
Heinrichs Ord aandet i Ottø s Sjæl; dersør sank han
søm Vandreren til Jørden; men søm dennes hele Sjæl
gjennem Oiet hæster sig til den første Gnist, der skinner,
sør at tænde Fakkelen, der atter leder ham ud as denne
Grav, klyngede Ottø sig til den sørste øpvaagnende
Tanke øm Hjælp: „Vilhelm^ Hans Sjæl er ædel øg
gød, ham maa jeg indvie i min smertelige Hemmelighed,
den han engang ved Hændelsen selv har besknet!" men
Tanken slnkkedes igjen, som den sørste Gnist slukkes, der
slyver sra Staalet. Han knnde ikke betrøe sig til
Vil-helm; det Førhøld, søm derved sødtes, maatte fjerne
dem sra hittanden. Det var ydmygende, søttderknnsende.
Men sør Søphie^ Nei, hvørledes knnde han da siden
ndtale Hjertets Kjærlighed^ Hvør dybt under hende vilde
han da staae, øg søm en Søn as Armød øg Skjændsel.
Men Møderen i Huset ^ Ja, hun var mild øg gød, med
møderligt Sittd rakte hnn ham Haanden, betragtede ham
søm en Nærbeslægtet. Hans Tanke svulmede, Hænderne
soldede sig til Bon. „Hvo ikknn lader Herren raade!"
bævede nvilkaarligt sra hans Læber. Mødet strømmede
vederkvægende tilbage i Hjertet. Menneskets Hjælp var
søm Gnisterne, der slnkkedes, Gnd var den evige Fakkel,
der lyste øg vilde lede nd as Mørket. „Almægtige Gnd!
Du alene kan øg vil!" sagde han, „Du, søm kjender
Hjerterne, Du alene hjælpe øg lede mig!" Hans
Beslnt-ning var sast. Til intet Menneske vilde han betrøe sig;
ene vilde han føre den Fangne nd øg øvergive hende til
Heinrich. Han tænkte paa Fremtiden, øg endnu mere
mørk øg tung, end før, traadte denne frem sør ham.
Hvø, søm trøer paa Gnd, kan aldrig sørsage. Det var
nn kun øm at saae Nøglen til det Værelse, hvør Sid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
