Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260^
Vilhelm tog hans Haand og saae ham halv
veemodig ind i Ansigtet.
„Bliver De sølfom^" spurgte Otto.
„Jeg affecterer knu, hvad jeg ikke er!" svarede
Vilhelm, idet han hnrtig vendte tilbage fra Øieblikket
naturlige Alvor til sin sædvanlige Munterhed.
Dagene, som sulgte, glede hen med Besøg øg
Gjeuvisitter. Hver Postdag gjennemsøgte Otto forgjæves
Postbudets Lædertaske, nten sandt intet Brev sra tydske
Heinrich, og hørte Jntet øm ham. „Jeg er bedraget,
øg søler mig glad derved! hnn, den Skrækkelige, er ikke
min Søster!"
Det var ham ett Trang at komme bort, ret langt
fra Hjemmet, dog følte han ingen Længfel efter Schmeits^s
Bjerge eller Sydens yppighed !
„Natnren vil blødgjøre! den vil jeg ikke søge! jeg
trænger til Mennesker! disse egoistiske, salske Skabninger,
Tingenes Herrer! Hvor kunne vi ikke kjæle for vore
Svagheder, beundre vore Dyder! Det, som gaaer ind i
Kredsen sor vore Ønskers Maal, det sinde vi fortræffeligt.
Dem, font elske os, give vi vor Kjærlighed! J Grnnden,
hvem elsker jeg, nden mig selv^ Vilhelm^ Mit Venskab
for ham er bygget paa den Grnndsteen: jeg kan ikke
nndvære Dig! Venskabet er tttig en Fornødenhed. Var
jeg ikke engang sorvisfet om, at jeg tilbad Sophie, at
jeg aldrig knnde ndholde at miste hendes og dog
behøvedes knn Forvisningen om: hnn elsker Dig ikke! og
min stærke Følelse var død; Søphie selv syntes mig
mindre skjøn, jeg saae Feil, hvor jeg før kuu øpdagede
Elskværdighed. Nu er hun mig næsten ganske fremmed.
Som jeg er, faaledes ere de Alle. Hvo føler ret
levende, trøfast før mig, nden at være ledet af egen
Jnteresfe^ Rofalie^ Min gamle, ærlige Rofalie^
Jeg er voxet op for hendes Øine, fom Planten, hnn
opelskede! jeg er hende kjær, fom den! Da hendes
Kanarifugl en Morgen laae død i Buret, græd hun
dybt og tungt; huu skulde ikke høre den synge, hun
skulde ikke kunne pnsle med dens Buur øg Føde. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
