Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
og uden »Rynker og Parykker« — alle skulde med
at styrte Bjørnson. Hans Venner, Blomsten af
Studenterverdenen, mødte i sluttet Skare. Det
kom til en vældig Kamp, som varede til langt ud
paa Natten. Bjørnson var selv Ordstyrer og maatte
staa Time efter Time og tage imod alle de
Grovheder og Skældsord, hans Modstandere udøste over
hans Hoved. Endelig lød Raabet: »Bjørnson er
valgt!« En grænseløs Jubel udbrød, man raabte
Hurra uden Ophør; men Bjørnson slog til Lyd og
bad Studenterne være stille en Stund, thi han
følte, at nu kunde han finde Udtryk for en Sang,
han længe havde baaret i sig.
Med Hænderne for Ansigtet og under
Dødsstilhed i Salen stod han en Stund tavs; derpaa
rettede han sig, løftede Hovedet, slog det trodsige
Haar tilbage og improviserede med vældig Stemme
det Digt, som afslutter hans første Digtsamling,
»Sidste Sang«.
I den tiltaler han Nordens trende Folk —
ogsaa Finland tager han med. Han ved, at de
fleste ingen Sans har for, hvad hans Hu har stærkest
følt og baaret; han har levet mere end sunget; at
være, hvor det netop gjaldt, det var ham næsten
mer end alt, derfor har han vakt saa meget stærkere
Harm og Jubel om sig. Men den Digter, som tør
stha uforfærdet midt i Livets Slingring, han bli’r
den bedste Folkesanger.
„Jeg hørte en gang om en fest
i Spanien; en landsens hest
blev sluppen inn i ringen;
dernæst en tiger af sit bur. — —
Og folket klapped, jubled, lo.
da tigern sprang og hesten slog,
men fik dog ej se blodet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
