Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—15——
O, da vilde jeg tilbage tic det kjære Barndoms Land,
Til dets Roser, tic dets Flode, hvor jeg fplte mig en Mand; ·
Hvor jeg legede og dramte, at mig Himlenfvar saa nær,
Og hvor alle Stjerner syntes mig en sneehvid Most-Han
—— Jeg sprang dernrd, men der var ei som for
Man havde lukket for mig Husets Dør.
Nu stod jeg ene midt i Verdens Vkimlen
Og følte banlyst mig fra Barndonts“Hinilen“
Min Sol er sunken hist bag fjerne Tage;
Nu har jeg kun Erindringen tilbage.
Jeg staaer i Verden ene og forladt,
Thi bkisi mit Hjerte, brist i denne Nat.
Saa qvad den unge Sangen og Tonerne hendode
i en rokende Miauen; da saae jeg en tvk, sort, qvindelig
Kat, der under Sangen havde lyttet til, klattre op paa
Posten og omslynge den unge Digter. HenZes Udvortes
og nogle faa Ord sagde mig strax, at det var en
gammel Tante, der ved sin Yndlings Udbrud var sat i en
salig Begeistring.
„Tak, Du sodeste Drengl“ udbrod hun, „tak —
det kalder jeg Poesie; det er Folelsel“ — her trykkede
·hun den unge Kat til sit bankende Hjerte, holdt hans
Pote fast i sin og vedblev med gnistrende Øine:
„Ja min Søn, Du er Digter! miskjend ikke
Stemmen i dit Brvstz lad ikke den kolde Mecngdes Blindhed
skrcenune Dig fra Maalet, Skjæbnen satte for Dig. Du
har saameget Genie for det Rørende, det Saliste, der saa
levende taler til Hjertet, o Mons! Du kan aldrig have
Grund til rigtigt at fortvivlet — „
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
