Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fremstiller sagaerne det som de helst kalder sidaskiptit –
et folks overgang til nye seder.
Han var en god idrætsmand, eiet kunstnerevne: han
skjønte sig paa husbygning, var træskjærer, og han var
ingen ringe skald, hvis bare en del av de vers som
tillægges ham, er autentiske. Allikevel eier han ingen av de
egenskaper som hans samtid såtte mest pris paa i høiere grad end
sine samtidige. Hvilken værdi man end vil tillægge de
forskjellige sagaberetninger om hans utseende – sikkert
er det, ingen tradition har villet paastaa, han var nogen
ualmindelig vakker mand. Set i tidens eget lys
overstraaler han ved første blik ingen av de mænd som føres til
møtes med ham i de avgjørende situationer. I Olav Digres
tunge, usmidige skikkelse gløder en ny tids ild –
eftersom den øker, falder der fra ham nyt lys over tiden, og
Snorre stiller de andre skikkelser i sagaen ind i skjæret
fra Sankt Olavs personlighet.
Ladejarlerne føres frem vakre mænd, vindende,
høisindede av instinkt. Men mot Olav blir de likesom litt
ensfarvede. Olav er av naturen meget mindre harmonisk
og ædel, men hans retsind vokser under hans
mandsviljes tugt.
Vi ser Olav Haraldssøns naturlige slegtsstolthet og
selvfølelse mot hans mors, Aastas, naivere slegtsstolthet; hos
sønnen er det ikke saa usammensat en følelse. Det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
