Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
medens hele Mcengdens Opmærksomhed hvilede
paa ham, rev Jens siq pludselig lys, kastede
sin Hue paa Jorden og styrtede hen imod de
Kommende.
„Aa, Herregud!" raabte han, kncelende foran
Prindsen, og med en ynkelig Mine strikkende
begge Hcender iveiret. „Nu er da vist mit
usle Liv reent forspildt; men jeg vidste jo ikke
af det at sige, desformedelst talede jeg saa frit
mens jeg igaar tcenkte, De kun var en Jceger."
Kronprindfen havde i Begyndelsen betragtet
dette Optrin med ligesaamegen Overraskelse,
som alle de Bvrige. Da han gjenkjendte Jens,
smilede han venligt, rakte ham sin Haand for
at hceve ham op og sagde:
„Du skal ikke vcere bange, Jens Undermaa-
ler! Kronprindsen hsrte ikke, hvad Du sagde
til hans Jceger. Fsrend jeg forlader Restrup,
vil jeg hilse paa Dig og lille Karen."
Derpaa gik han videre. Jens reiste sig og
tsrrede sine Dine, og det stolteste Par, som
denne Dag forlod Herregaarden, var udentvivl
Undermaaleren og hans Kjcereste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
