- Project Runeberg -  Herrens Venner
Author: Gustav Wied - Tema: Danish Literature, Drama, Theater Plays
| Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

af Gustav Wied

Fra "Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde", 1897. Elektronisk udgave af Michael Husted, 1996.

Agerende

Pastoren
Skovrideren
Missionæren
Den Fremmede
Den brunplettede Hønsehund

Handlingen foregaar paa Damperen Hebe, der besørger sin daglige Rute mellem Kallundborg og Aarhus.

Det er en solvarm Dag i Forsommeren. Skibet glider for halv kraft ud af Kallundborg Fjord ud mod Kattegat.

Foran: det uendelige Hav, der ender ved den cimbriske Halvø.

Paa Siderne: Sjølunds fagre Sletter.

Bag ude: Esbern Snares femfingrede Kirke, der tager højt mod Himlen, op over al jordisk Tegl og Straa, Spaan og Skifer.

Lærkerne jubler inde over Land. Søen er blaa og stille. Og i den blaa og stille Luft kredser Maager og Terner med hvide, solglitrende Vinger.

Klokken er et. Alle Førsteklasses-Passagerne sidder nede i Spisesalonen og tilfredsstiller Legemets usle Krav omkring Frokostbordet, der bugner af denne Verdens sølle Goder:

Bøf,
Karbonade,
Sylte,
Skinke,
Æg,
Tunge,
Laks,
Sardiner,
Hummer,
Ansjoser,
Lammesteg,
Rødspætter
(kogte og stegte),
Hollandskost
Schweizerost,
Gammel- og
Roquefortost,
Radiser,
Bajerskøl,
Rødvin,
Kommen-,
Lysholmer- og
Aalborgerakvavit,
Rødbeder,
Rejer og
Grisetæer.

Men oppe paa Dækket paa en simpel Træbænk sidder Missionæren og skuer drømmende ud over Havet. Skibet gør en Drejning bort fra Land og sejler nu i rum Sø, saaledes at dets lange Kølvandsstribe synes at danne en Bro did hen, hvor Hav og Himmel mødes. Og straks kommer Missionæren til at tænke paa Jakobsstigen, der forbandt Himlen med Jorden.

Han sidder og tygger, Missionæren, alt medens han stirrer. I hans Skød hvilker en liden Pakke Mad: Fire Stykker Rugbrød med Rullepølse, tre med Mejeriost og et flækket Surbrød med bart.

Han er ved Rullepølsen, og hans lange, graasprængte Apostelskæg bevæger sig alvorligt op og ned som Skægget paa en Gedebuk, der tygger Drøv.

Hans Ansigt er gulblegt. Kinder og Tindinger indsunkne. Øjnene store og overjordiske, som havde han stadig Blikket fæstet paa et hinsidigt maal, en himmelsk Milepæl, eller en oversanselig Telefonstang, der maa naas, forinden hans Sjæl finder Fred. Den lune Sommervind leger med hans lange, tynde Polkahaar, der hænger ned under Bulehatten. Hans Frakke er sort med et diplomatisk Snit, hans Vest er sort, hans Bukser graa. Flip holder han ikke, men et lidt anløbet Linklæde er snoet ham utallige Gange om Halsen og foran knyttet i en sirlig Knude med Vinger, der formodentlig skal antyde hans Bevægelse mod Idealet. Han er lille og ængstelig mager; og sit Tombaksuhr bærer han i en Lidse flettet af sin Hustrus Hovedhaar. Han har Ring paa Ringfingeren og er Præses for en Sekt i Slagelse, der strengt forsager alle jordiske Lyster. Dertil har han ni Børn og er Skomager...

Passagererne kommer op fra Frokostbordet, varme, gode, kæphøje, mætte. Nogle spadserer frem og tilbage paa Dækket og taler om Vejret. Andre sætter sig ind i Rygesalonen og fordøjer. Der tændes Cigarer og serveres Kaffe med Kognak. Maskinmesteren lader fyre tre store Skovlfulde Kul under Maskinen. Skorstenen spyr Gnister. Rattet knager, og man begynder at skimte Samsø.

Pastoren og Skovrideren i Samtale fulgt af den brunplettede Hønsehund.

Hans Velærværdighed er en middelhøj Herre op i Treserne. Han er hvidhaaret og skægløs og af et noget lasket Embonpoint. Ligner en pêre noble fra en statsunderstøttet Scene: sorte Klæder, høj Silkehat, hvidt Slips med broderede Ender. Ordensbaand i Knaphullet, Guldhalskæde og Rejsekikkert. Han er Enkemand; men holder en Husbestyrerinde, der laver hans Mad og reder hans Leje. Begge Dele fortrinligt.

Skovrideren er en høj, kraftig Mand op i Trediverne. Lyst, krøllet Haar; lyst, krøllet Fuldskæg. Hvid Kasket med Celluidskygge; graa Dress, Staaluhrkæde med vedhængende Hundefløjte, solbrændt. Turistsko og trofaste, blaa Øjne - kort sagt: ser ud, som et ungt Skovmenneske skal se ud i god Litteratur. Han har været gift i to Aar og har tre Børn. Alle Drenge.

Pastoren (gestikulerende med en Tandstikker). Disse Aftener i Bredgade er som paa Kristi TId, forsikrer jeg Dem! Ikke Tale om Rang og Titler eller den Slags! Nu ved sidste Møde her i Marts kommer jeg lidt tidligt og bliver lukket ind i Salonerne af Tjeneren. Der sidder en Herre, jeg kendte, og vi falder i Samtale. Saa lukker Tjeneren en ny Person ind. Han siger Godaften, trykker venligt vore Hænder og smiler og nikker ganske sans façon! Jeg syntes nok, jeg skulde kende hans Ansigt ... Og véd De saa, hvem det var?

Skovrideren (spændt). Nej?

Pastoren. Prins Mads!

Skovrideren (betaget). Prins Mads!

Pastoren. Ganske ligefrem Prins Mads, der trykker vore Hænder og smiler og nikker!

Skovrideren. Det er storartet!

Pastoren. Ja... Og saa taler man endda om, at Kristendommen har svigtet sine demokratiske Principper! ... Naar en Prins af Blodet optræder saa kordialt!

Skovrideren. Ja, og Baronen selv, der gaar i Smaagaderne om Aftenen for at frelse Syndere fra Fortabelse!

Pastoren. Ja, ja! ... Ja-a, vi har mange nidkære Arbejdere i de højere Samfundslag! ... Hvad er hans Fætter for en Mand? Vandrer i Mørket endnu?

Skovrideren (ryster beklagende paa Hovedet). Ak ja, han er et Verdens Barn! Saa helt modsat Baron Ole ... Jeg føler det ofte som et Kors at skulle være i hans Brød.

Pastoren. Vi har jo hver vore Kors! (Bruger Tandstikkeren). Han skal have saadan en dejlig Kone?

Skovrideren. Hun er meget smuk, ja.

Pastoren. Mørk eller lys?

Skovrideren. Mørk.

Pastoren. Jeg sætter nu de blonde Kvinder højest. Der er en egen Blødhed over dem, en ... en Blidhed, en ... der er noget af en Margarethe hos enhver blond Kvinde! Hvor gammel er hun!

Skovrideren. Et Par og tyve vist.

Pastoren. Aa disse unge Hustruer, der er en Charme ved dem! Dog maa jeg ogsaa sige, at jeg har meget Glæde af mine Konfirmandinder, disse Blomster i Knop! Der er noget paa en Gang saa kysk og saa æggende over et saadant næppe fuldmodent Pigebarn! (Bruger Tandstikkeren med Voldsomhed). Undskyld, men der har sat sig et Rødspætteben saa nedrigt fast mellem to af mine Kindtænder! ... kender De det?

Skovrideren. Ja, det er meget ubehageligt.

Pastoren (arbejder videre). De spiste ... De spiste Fisken stegt ... saa' jeg ... Den har en langt finere ... Der gik Benet! Vil De se, hvilken Størrelse! (præsenterer Benet paa Spidsen af Tandstikkeren). ... Næ, hvad det var, jeg vilde sige: al Fisk har en langt finere Smag kogt! Skal vi gaa ind i Rygesalonene og tage en Kop Kaffe og en Cigar?

Skovrideren. Tak, jeg plejer ellers ikke ... men naar Pastoren mener...

Pastoren. Ja, det hjælper paa Fordøjelsen!

De gaar ind i Rygesalonen forbi Missionæren, der er ved at lægge sidste Haand paa Smørrebrødet. Han skuler ydmyg forbitret efter dem; thi han har ventet en Genkendelseshilsen fra Pastoren. Naar han er færdig med at spise, lægger han omhyggelig Madpapiret sammen og stikker det i Diplomatfrakkens Baglomme. Derpaa rejser han sig og lister ind i Salonen, hvor han sætter sig paa Yderkanten af en Sofa og spidser Øren for at opfange noget af de to andres Samtale. Hvilket forøvrigt ikke falder ham vanskeligt, da Pastoren ingenlunde sætter sit Lys under nogen Fjerdingkar.

Pastoren (lægger sin Haand paa Skovriderens Ben). Nej, kære unge Ven, kære unge Ven, nu stiger De til Katolicismens misforstaaede Selvpinsel!

Skovrideren (ivrig). Jamen, staar der ikke udtrykkeligt, Hr. Pastor, at den, som har to Skjorter, skal dele med den, som ingen har?

Pastoren. Det staar der unægteligt! Men det er Teori, digterisk Overdrivelse; det praktiske Liv arter sig anderledes og maa sig anderledes! (Peger paa den brunplettede Hønsehund). Tror De ikke, at dette Dyr vilde sløves og blive dorsk og ubrugbart til at opfylde sin Mission, om det blev lagt paa Fløjlspuder og kælet for af hvide, bløde Hænder? ... Naa, ser De det! Men akkurat paa samme Maade vilde en brav og dygtig Arbejdsmand sygne hen legemligt som sjæleligt, om han ved utidig Gavmildhed og misforstaaet Kjærlighedstrang blev afholdt fra at udføre det Hverv, Herren nu en Gang samfundsmæssig har paalagt ham! Der drives saa meget demokratisk Opvigleri i vore Dage! Lad os tage et Eksempel fra min egen Virksomhed som Sjælesørger! Jeg siger intet til, at en Lægmand rejser sig i Forsamlingen og vidner for Menigheden, at Herren har rørt ham med sin Naades Finger - jeg siger intet dertil; Herren kan bruge ethvert Redskab. Men jeg er sandelig ingen Ven af disse omrejsende Skræddere og Hjulmænd, der mener sig kaldede til at tage os Ordet af Munden! Hvad véd de? Hvad kan de? Det er gerne Folk, som forstaaer deres jordiske Metier daarligt - Fuskere i deres eget Haandværk, der finder det bekvemmere at bruge Munden end Haanden. Hvad vilde De sige, om en af Deres Skovhuggere kom og vilde belære Dem? ... Nej, min gode Hr. Køhl, der er meget, meget i det gamle Ord: Skomager, bliv ved din Læst! (Synes nu først at opdage Missionæren, som under dette Foredrag har rullet sig sammen ligervis en Hugorm paa Spring): Ah, men der har vi jo... Skomager Klemmesen! Vel mødt! vel mødt! Har De været her hele Tiden? Jeg har sandelig ikke lagt Mærke til Dem. De agter vel ogsaa til Mødet?

Missionæren (forsøger at svare, men formaar det ikke paa Grund af indædt Arrigskab).

Pastoren (roligt præsenterende). Skovrider Køhl fra Boruplund; en af Vennerne - Skomager Klemmesen, Formand for Slagelse Afholdsforening.

Missionæren (bevæger lydløst sit Bukkeskæg).

Pastoren (stadig rolig). Vi drage vel samme Vej?

Missionæren (hult). Ja, Vennestrømmen gaar jo mod Viborg nu!

Pastoren (kordialt). Vil Klemmesen ikke have en Kop Kaffe med?

Missionæren. Jeg nyder Vand!

Pastoren. Ja, det er jo ogsaa en Drik! (Vender sig fra ham til Skovrideren. Peger paa Hunden). Det er en Tispe?

Skovrideren. Ja.

Pastoren (smilende). Har den fundet sin Pyramus?

Skovrideren. Hva'?

Pastoren. Jeg mener: skal den være Moder?

Skovrideren. Naa-aa? nej, den er ikke mere end et halvt Aar.

Pastoren. Naa, ikke. (Idet han slaar en temmelig Cirkelbue med Hænderne). Ja, for den forekommer mig lidt... lidt trivelig, hæ! (Pludselig til

Missionæren): Ikke sandt, Klemmesen?

Missionæren (svarer ikke).

Pastoren. Ja, for det maa De jo forstaa Dem paa, min gode, der er Fader til saa mange Verdensborgere.

Missionæren (som fra Jordens Indre). Et Menneske har de Børn, Herren skikker ham!

Pastoren. Aa ja... tilvisse ja! naturligvis! ... Ni? Er det ikke ni, De har? ... Et for hver Muse, hæ!

Missionæren (eksploderende). Jo! Med Deres Tilladelse!

Pastoren smiler, Missionæren fraader, og Skovrideren ser forfjamsket ud.

Pause.

En bondeklædt Person viser sig i Døren til Salonen. Han har et stort Uldtørklæde svøbt talløse Gange om Halsen og kalder med lidt hæs Røst:

Klemmesen! Klemmesen! Aa hør lidt?

Missionæren (ubehersket). Hva' æ der?

Den fremmede. Hør Klemmesen, den hellige Aands Nodegave er lige netop kommen over Vennerne paa tredje Plads, saa de vil lovsynge Herren!

Missionæren. Hum! ... ja la' dem synge!

Den fremmede. Jamen Du maa sg... jamen Du maa komme ner aa gi' Tonen, Klemmensen, for jæ æ jo rusten.

Missionæren. Nu kommer jeg! (Da Manden bliver staaende). Gaa ned og sig at nu kommer jeg!

Pastoren (da den fremmede er gaaet). Var det ikke den fordrukne Klavs Væver?

Missionæren. Han hører vos til nu, Hr. Pastor! er det tredje lille Faar, vi har indfanget for Hjorden i Vinter. (Ser Pastoren stift i Øjnene). Herren har været fuld af Miskundhed mod Slagelse siden Di rejste, skal jeg tillade mig at sige Dem, Pastor Krarup! (Flygter).

Pause, under hvilken Pastoren trommer med Fingrene i Bordet, og Skovriderens Cigar gaar ud af Befippelse.

Endelig siger Pastoren forholdsvis behersket til at begynde med: Ja, undskyld, kære Hr. Køhl, men jeg kan ikke med disse mennesker! De hører til en lavere Race end vi andre; thi der er Forskel paa Mennesker og Mennesker! De er som besatte af Hovmodets og Ufordragelighedens Aand, bare fordi de er skaaret en Smule for Tungebaandet! (Taler sig flere Grader Réaumur op). Hæ, hvad vil det sige, at en Klavs Væver hører "vos" til? ... introduceret af en Skomager Klemmesen? Klavs Væver, den værste Drukkenbolt siden Noæh Dage! Brændevinen lyser ham jo ud af Øjnene! Og saa tror disse stakkels Mennesker paa hans Omvendelse og slæber ham rundt fra Forsamling til Forsamling, for at han kan "vidne". Det er en Uskik med hele dette Lægprædikanteri! En blot og bar Overtro, at disse mislykkede Skræddere og Skomagere og Kakkelovnsrensere i Kraft af deres Uvidenhed (Skovrideren gør en beskeden Indvending) ... jo netop Uvidenhed og Mangel paa saavel Aandens som Hjertets elementære Dannelse ... skal have lov til at anmasse sig en Position, der ... og saa aner De ikke, Mand, hvad det vil sige for en Sognepræst at have saadan en "Apostel" i sin Menighed! Jeg har sandelig mangfoldige Gange grebet mig i at huse den Tanke at melde mig ud af den ganske Suppedas... Og mange af mine Embedsbrødre tænker som jeg.

Skovrideren (stille beskedent). Jeg hørte dog i Fjor Pastor Stormbuk paa et Vennemøde i Hillerød udtale sig...

Pastoren (heftigt afbrydende). Stormbuk er, Gud forlade mig! selv noget af en Lægprædikant! (Skovriderens Øjne bliver ved denne blasfemiske Ytring lige saa store og udtryksfulde som to Østers. Pastoren ser sig, forfærdet over sin egen Dristighed, sky omkring, og hans Stemme synker ned til en Hvisken). Naaja... ja de forstaar mig, kære Hr. Køhl, jeg... jeg var lidt... lidt ophidset! (Hæver igen Stemmen og slaar ud med Haanden). Stormbuk er en vældig Kæmpe for herren, en Arbejder af uskatteligt Værd i døde Tider som vore! (Man hører Salmesangen fra tredje Plads): Nu synger de. Hører De Sangen? ... (Fortroligt): Kort sagt: jeg er ikke nogen særdeles Ynder af denne Kristendom paa en Præsenterbakke! Gak ind i dit Kammer, og luk din dør, hedder det ... (Opdager gennem Salonens Vinduer, at Skibet er ved at dreje indtil Samsø. Rejser sig hurtig og gaar ud paa Dækket, hvor han vinker ad

Skovrideren, der følger efter med Hunden).

Pastoren (med Kikkerten for Øjnene). En vakker lille Ø, Samsø!

Skovrideren. Ja...

Pastoren. Kender De noget til Danneskjolds?

Skovrideren. Næ...

Pastoren (rækker ham Kikkerten). Ønsker De...? Den er indstillet.

Skovrideren (sætter Apparatet for Øjnene). Tak!... Det er en ypperlig Kikkert!

Pastoren. Et fortrinligt Instrument, ja! Jeg købte det i ni og firs i Bordeaux... Vil De se her: denne lille Skrue er til at indstille den med. Ser De: Teaterøjne, Kampagneøjne og Marineøjne, alt eftersom man er i Teatret, paa Landjorden eller paa Havet: ... Ah, er vi ved Kajen!

Hebe manøvrerer ind til Bolværket under Kaptajnens Kommandoord "Slag bak" og "Slag frem". Trosserne hives i Land og fastgøres. En Landgangsbro stikkes ud, og to Heste og en gammel Kone gaar om Bord. Pastoren, Skovrideren, Hunden og øvrige Passagerer ser interesserede til, medens de helliges Salmesang fra Agterdækket klinger lydt mod Himlen; Herrens Venner ingen Sinde mødes skal for sidste Gang...

Naar Postsækkene er udvekslede, og Landets Produkter: Smør, Ost, Huder, Korn og Uld er ombyttet med de mere oversøiske Delikatesser: Kaffe, Te, Sukker, Tobak og Petroleum, løsnes Trosserne atter. Kaptajnen bestiger paa ny Kommandobroen. Skruen sættes i gang og Hebe damper af for Aarhus.

Pastoren. Det er herligt at rejse!... De har aldrig været uden for Danmark, Hr. Køhl?

Skovrideren. Aldrig, nej...

Pastoren. Jo, i ni og first var jeg en Tremaaneders Tur gennem Frankrig, Italien og Schweiz, og hjem gennem Østrig-Ungarn og Tyskland. Min Kone havde lidt Formue, og der var reciprokt Testamente... De skulde virkelig se at komme lidt ud! Man faar et langt større Blik paa alle Forhold! (Peger). Se nu det Skib derude, hvor trægt det gaar! Hvad er det, naar man har set Baadene flyve med Latinersejl over Lago di Como! ... som Svaner! - De burde rejse! Man lever kun én Gang!

Skovrideren. Ja-a... men Kone og Børn... Og selv om jeg nu ogsaa ha'de Raad, saa... saa mener jeg... Saa synes jeg... Der er jo saa mange trængende blandt Vennerne, som det er Ens Pligt at hjælpe.

Pastoren (fikserer ham skarpt, men bliver øjeblikkelig beroliget og klapper ham faderligt paa Skulderen). De er jo et bravt og naivt Menneske, Hr. Køhl! ... Og enhver bærer jo sin Lovbog i sin Samvittighed! ... De er lykkelig ved Hustru og Børn?

Skovrideren (med Øjne som St. Hansblus). Ja, det er jeg!

Pastoren (sukker). Ja, ak ja!... Hvor længe har De været gift?

Skovrideren. To Aar.

Pastoren. Og tvende Børn?

Skovrideren (lidt genert). Tre...

Pastoren. Ah-h! ser man det hæ, hæ!

Skovrideren (hurtigt). De to første er Tvillinger!

Pastoren (smilende). Ja, ja... Gudbevares! ... (Betragter ham med Velbehag). De er jo ogsaa en hel lille Atlet... Og Deres unge Hustru er ogsaa en sund Natur? Ammer selv?

Skovrideren (naivt). Jo Tak.

Pastoren (sukker igen). Nej, jeg fik jo aldrig Børn! Naa hvem véd, hvad det var godt for. Min Hustru var jo ældre end jeg, og hun led af en sørgelig Svaghed, Stakkel - en Betændelse i Modertrompeten. Hun døde i otte og firs; og Aaret efter var det saa, at jeg rejste til Udlandet! ... Aa, hun led meget paa det sidste ... meget! Og hun var lidt penibel at være om; skønt Gud skal vide, at Erichsen og jeg gjorde i Sandhed vort Beste for at pleje hende! - Erichsen er min brave, trofaste Husbestyrerinde, der var og er mig til stor Husvalelse... Men en Hustru er dog en Hustru! Naa: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!

Højtidelig Pause, i hvilken Pastoren fikserer Jyllands Kyst gennem Marineøjne.

Skovrideren (frygtsomt). Der var noget, jeg....

Pastoren. Danmark er dog, naar alt kommer til alt, et saare indtagende lille Land; disse Bakker og Skove, disse kornrige... Hvad siger De, Hr. Køhl?

Skovrideren. Der var noget, jeg genre vilde tillade mig at spørge Dem til Raads om, Hr. Pastor!...

Pastoren. Tal...

Skovrideren. Jo-o, se, vi begyndte i Vinter hjemme hos os at holde nogle smaa Vennemøder: Forpagterens, Godsforvalterens Frue og nogle Proprietærfamilier, navnlig Damerne...

Pastoren. Ja, Kvinden har altid været vor Hovedhjørnesten!

Skovrideren. ... Vi samledes hver Onsdag hos hinanden skiftevis til Oplæsning af den hellige Skrift, Bønner og Sang. Og saa drak vi Te...

Pastoren (stadig i Kikkerten). Meget Prisværdigt!... Det er dog en Pokkers Kikkert, nu kan jeg aldelses tydelig skelne Gran fra Fyr!

Skovrideren. Jamen det vakte Forargelse.

Pastoren (distræt). Saa-aa? Forargelse? - Hvorledes? (Tager Kikkerten fra Øjnene). Naa-aa? Saa det vakte Forargelse, siger De?

Skovrideren. Ja; der var flere af Vennerne, der lod Ord falde om, at vi holdt os for os selv og satte Splid i Menigheden. Særlig var der en Skomager Christensen...

Pastoren. Saa de lider ogsaa af en Skomager?

Skovrideren. Ja, og...

Pastoren (vredt). Splid i Menigheden! Hø! paa ingen Maade! Man samler de Venner om sig, man staar paa lige Fod med, naturligvis!

Skovrideren. Jamen, Pastor Sahlertz mente ogsaa, at vi burde holde op.

Pastoren (betænkelig). Saa-aa, mente Sahlertz det? - Tja-a...

Skovrideren. Og saa holdt vi op.

Pastoren. Ja... ja-a... det var maaske ogsaa det rigtigste! Jeg kender jo ikke Egnen... Apropos: Hvorledes gaar det med den Forsamlingsbygning, De skulde have opført i Sognet? Jeg saa noget om det i Vennebladet.

Skovrideren (sørgmodigt). Ja, den er jo ikke færdig endnu. Vi mangler Penge. Der var ingen, der vilde tegne sig. Og nu er der Stemmer, der mener, at vi bør sælge Grunden til Forbrugsforeningen. Men jeg synes dog virkelig, det er saa underligt det ene Aar at sige, at Herren vil have et Bedehus, og det næste, at Herren ingen vil ha'?

Pastoren. Ja, det gaar ikke an!

Skovrideren. Saa nu skal vi søge et Laan i Kreditforeningen.

Pastoren. Ak ja; der er jo sørgelig megen Lunkenhed til Stede.

Pause.

Skovrideren (famlende og nølende). Kunde ikke De, Pastor Krarup...

Pastoren (paa Post). Hvad mener De?

Skovrideren (forvirret). Jeg mener... Pastoren talte før om... og saa tænkte jeg...

Pastoren (anende, hvorhen det bærer). Jeg forstaar Dem sandelig ikke! Tal væk, ud af Posen!

Skovrideren (yderligere forfjamsket). Jeg mener... Jeg tænkte... Jeg vilde bare tillade mig at spørge, om ... om De ikke... om ikke Pastoren... De talte før om, at De havde arvet nogle Penge efter...

Pastoren (venligt overbærende). Penge? Jeg? ... Aa, kære, det var en ren Ubetydelighed! ... Og desuden staar jeg jo ogsaa min egen Menighed nærmest!

Skovrideren. Naa, saa dér skal ogsaa bygges?

Pastoren. Det vil jeg ikke sige; men-n...

Skovrideren (i pludselig Ekstase). Jeg synes, det maatte være saa herligt at bygge disse smaa Hjem op for Guds udvalgte Flok!

Pastoren. Det maatte det, det maatte det, naar Herren havde givet En Evnen dertil! (Vender sig mod Vest). Se dér har vi allerede Spiret af Domen i Aarhus!

Skovrideren (svendende efter Sindsbevægelsen). Ja... ja det vil sige : nej! Jeg bliver i Langaa i Nat hos min Broder. Det er ham, der skal ha' Hunden her.

Pastoren. Jeg møder ogsaa først i Morgen. Jeg overnatter i Aarhus, indbudt af Bispen, som er en Universitetskammerat. (Kærtegner den brunplettede). Hvad hedder Dyret?

Skovrideren. Bella.

Pastoren. Sit Navn værdig! Det er et nydeligt Hovede, godt behængt! ... De tror altsaa ikke, at hun er gravid? ... Naa ikke. Men De skal dog sige til Deres Hr. Broder, at han skal være lidt forsigtig, naar hun bliver løbsk! Saaledes fik jeg engang en meget fin irsk Setter spoleret af en ganske almindelig Bondekøter. De véd naturligvis, at selv om ogsaa Dyret senere bliver holdt til en Racehund, er der megen Sandsynlighed for, at Afkommet er ødelagt! ... De gaar vel en Del paa Jagt, Hr. Køhl?

Skovrideren. Jeg tvinges jo til det...

Pastoren (forundret). Interesserer det Dem ikke?

Skovrideren. Jo-oo, naturligvis, men...

Pastoren. Det er en ædel Beskæftigelse, mandig! Jeg dyrkede den meget i mine bedste Aar. Nu er man desværre for gammel!

Skovrideren. Ja, jeg synes ogsaa... men somme Tider kan det pludselig komme over mig, at det vist er en syndig Glæde.

Pastoren. Men kære!

Skovrideren. Staar der ikke: Du skal ikke ihjelslaa?

Pastoren (ryster smilende paa Hovedet). De er lidt hysterisk, min gode Skovrider! - Undskyld! ... Ernærede ikke Herrens egne Disciple sig ved Jagt? Ganske vist paa Havets Dyr, men dog en Slags Jagt!

Skovrideren. Jo-o...

Pastoren. Vogt Dem for Overdrivelsernes Skær, min kære Køhl; det er paa dem, at Guds Børn oftest er strandet!

Pause.

Missionærens Apostelhovede og øvrige hellige Skikkelse stiger langsomt op over Trappen, der fører fra tredje til første Plads. Salmesangen sidder ham endnu i Mundvigene.

Pastoren. Der har vi vor... Jerusalems Skomager, havde jeg nær sagt! Hvad rejser i Grunden den Pjes paa første Plads efter?

Skovrideren (bedende). Kære, Hr. Pastor... Han hører dog til Vennerne...

Pastoren. Ja... det siges! men den Personnage staar mig som Sennep ud af Næsen! ... Et Ord i Alvor, Hr. Køhl: Vaer dem for disse Mennskers quasi Veltalenhed! De er for naiv, De formaar ikke ret at skelne Skallen fra Kernen! (Med en overmaade elskværdig Haandbevægelse ud mod Missionæren, der er gledet nærmere som paa Gummihjul). Naa, lille Klemmesen, saa fik De da ledet Sangen! Vi hørte den heroppe. Den lød smukt under Guds klare Himmel!

Missionæren. Enhver Fugl synger med sit Næb, Hr. Pastor!

Pastoren (mildt). Ja, ja, sandelig, ja! Jeg...

Missionæren (afbrydende). Spurvekvidder og Lærketriller er lige velbehagelige for Herren i samme Maal og Maade, naar de klinger fra Hjerteburet, Pastor Krarup!

Pastoren (behersket). Tilvisse, tilvisse!

Pause med tilsyneladende Havblik.

Men pludselig stikker Pastoren Haanden i Brystlommen og tager en Cigar frem, som han holder tæt hen under Næsen paa Missionæren og siger: Vil han ryge en Havanna, Klemmesen?

Missionæren (træder et Skridt tilbage og svarer med et Blik som en oversanselig Tiger). Tak, jeg røger ikke - Krarup!

Pastoren gør rask omkring og gaar med hurtige, knirkende Trin bort over dækket.

Skomager-Missionæren ser instinktmæssig efter hans Fødder for at se, om han bruger Fjeder- eller Snøre-, Sko eller Støvler.

Rædsom Pause.

Skovrideren ser ud, som havde han ondt. Missionæren minder om Luther paa Wartburg, da han havde hevet Blækhornet i Hovedet paa Satan. Rattet knager, Maskinen stønner. Moesgaard, Marselisborg- og Riis-Skove tegne sig blaasorte i Horisonten, og den brunplettede Hund lopper sig betænkeligt bag Øret.

Endelig drister Skovrideren sig til at bryde Tavsheden og siger stille: Det er et dejligt Vejr i Dag, Hr-r-æ... Missionær.

Missionæren (med oprakt Pegefinger, hvorpaa Rester af Skomagerbeg). Herre! sæt vagt for min Tonge, tag Vare paa mine Læbers Dør! (Løfter Bulehatten af og tørrer sit Aasyn med en rødbroget Svededug, smykket med den Korsfæstedes Billede. Derpaa hæver han tvende Fingre og taler som følger:) Aa, om de dog vilde ihukomme vor Herre og Frelsers Ord om de kalkede Grave! Om de dog vilde stige ned blandt vos, ned blandt Menigmand og lære den Ydmyghed og Taknemmelighed for Guds Naadegaver at kende, som sidder i vores Hjerter, naar vi bede og synge og lovtakke Herren, fordi han har opladt vores Øjne og Øren til at høre og se, hvad han fordrer af vos arme, usselige Menneskebørn, for at vi kunne skue hans Herlighedsdag Ansigt til Ansigt, hvad enten vi have taget videnskabelig Eksamen eller annammet hans Visdoms Kilde paa anden Sæt eller Maade!

Skovrideren (vil give sin bifaldende Mening tilkende, men hindres i sit smukke Forehavende af)

Missionæren (der atter kører løs og denne Gang med fem oprakte Fingre). O, sandelig! det være saare langt fra mig at kaster den første Sten paa Sognepræst Krarup, thi hvo som haver to Skjorter, ser vel til, at han ikke falder! Men han haver en letfærdig Tunge! Og det vil jeg sige min Brødre og Søst... og det vil jeg sige aabent for min himmelske og jordiske Øvrighed, at Herren har været miskundelig god imod Slagelse og Annekser fra den naadige Stund af, da Paster Krarup blev forflyttet til Tutiput fra Vragsted; thi som Hyrden er, saa er Faarene! Og jeg vil sige til Eder alle saa mange, der vil oplade Eders Øren: Spørg Vennerne i Slagelse By, om ikke Pastor Krarup, medens hans arme, pinefulde Hustru endnu stredes med Døden, den sidste store Port, som aabnes og lukkes for vos alle! om han da ikke er set manen Aftenstund letfærdeligen vandre vore ringe Huse forbi med Jomfru Krestine Erichsen, hans daværende Hustbestyreinde og nuværende! (Skovrideren slaar Kors for sig, og Missionæren fortsætter). O, mine Venner, det være langt fra mig, saa langt som Libanons Bjerge ligger fra Sarons Dale, at tale om Utugt og Skørlevnet, thi hver som er ren, ser ogsaa vel til, at han ikke falder! men det tilspørger jeg Eder: har ikke den retfærdige Gud selv lagt sin straffende Haand tungt paa Sognepræst Krarups Skuldre ved at gøre ham til en barnløs Olding gennem en ufrugtbar Hustru? ... Dette spørger jeg om?

Skovrideren (der ihukommer sine Tvillinger, nikker heftigt). Jo, jo, sandelig, sandelig!

Missionæren (med foldede Hænder og Vand paa Maskine). Men jeg slutter ham dog hver Aften ind i mine Bønner! thi, o! ligesom det er saligere at give end at tage; saaledes er ogsaa det at tilgive det yndigste for Vennerne!

Skovrideren (snyder Næse af Beundring). De er et ædelt ... ædelt ... ædelt Menneske, Missionær Klemmesen.

Missionæren (med beskeden Selvfølelse). Jeg stræber ydmygt at vandre ad de Stier, vor Herre og Frelser selv har anvist vos!

Skovrideren. Og det er jo alt, hvad et Menneske formaar!

Missionæren. Ja, det er alt! ... Men det lykkes kun for de udvalgte!

Hellig Tavshed med bøjede, tankevægtige Hoveder. Selv den brunplettede synes at tænke over sin Sjæls Salighedsvilkaar...

Pludselig giver Hebe et Brøl fra sig. Man er i Aarhus Havn. Passagerer og Mandskab strømmer op paa Dækket. Ogsaa Pastoren. Trosserne gøres klare, og Kaptajnen bestiger Kommandobroen.

Inde paa Bryggen ses et Mylder af Mennesker, Kvinder og Vogne.

Missionæren (griber hurtig Skovriderens Haand). Farvel Ven! Jeg maa ned til mine smaa.

Skovrideren. Farvel og Tak for alt godt!

Missionæren (skulende hen efter Pastoren). Et sidste Ord, min Broder! ... Vogt Dem for at lytte til onde Tongers lokkende Tale! - Og hermed Gud befaler! (Bort).

Pastoren (nærmer sig med Overfrakke og Haandkuffert). Naa: au revoir, min gode Køhl!

Skovrideren (forvirret). Farvel, Hr. Pastor! Det har været mig... Og lev vel!

Pastoren (smilende). Ja, ja, vi ses jo i Morgen!

Skovrideren. Jo... ja... ja naturligvis! ... Om Gud vil!

Pastoren (stadig smilende). Det vil han nok! ... Naa, havde De noget Udbytte af Deres Samtale med... Skotøjsfabrikanten?

Skovrideren (rødmer).

Pastoren (betragter ham næsten rørt). De er et bravt og naivt Menneske! ...

Hebe ligger nu ved Bolværket. Landgangsbroen stikkes ud, og Passagererne gaar fra Borde og drager videre hver efter den Formue og Lejlighed, Herren samfundsmæssigt har beskikket ham:

Pastoren i Bispens Landauer.

Skovrideren og den brunplettede tager en Droske. Og

Missionæren drager paa Apostlenes Heste af Sted i Spidsen for sin Hjord...

Børn raabe, Hunde gø, Haner gale, Svaler kvidre, Heste vrinske, Køer brøle, og Svin grynte...

Men højt op over al jordisk Larm og Tummel rager Domkirkens gaasebærende Spir som et manende memento coeli!



Project Runeberg, Fri Dec 17 03:30:35 2004 (runeberg) (diff) (history) (download) Next >>
http://runeberg.org/herrensv/

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free