Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Paa Præstgardsholmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
Kaare spiste, saa han næsten var skamfuld;
men som vei var, gjorde de Ret for sig de andre
og, og det blev det morsomste Maaltid han
havde vært med til paa længe. Det gik med
Godprat og Skjæmt og Moro hele Tiden; den
ene overgik den anden i Vittigheter og Smaa«
ærting. Og Gunnar sat der med sit rolige, gode
Smil og gjorde det trygt og godt. Han var saa
plastisk, der han sat lænet mot Træstammen og
tændte Pipen efter Maten, at Kaare maatte tænke
paa en gammel Sagahelt; det var idethele saa
forunderlig meget af Historie over Gunnar.
Man kunde aldrig tænke bare paa idag, naar
man saa ham.
Men Sola var saa altfor varm, og det duftet
saa bedøvende stærkt af det nyslaatte Hø, at
Kaare blev ganske døsig og træt efter det gode
Maaltid. Han la sig tilbake i Græsset med Ar«
mene under Hodet og stirret op mot den høie,
lyse Himmel. Ikke den mindste Sky paa den
silkeblaa Hvælving, ikke et Løv rørte sig. Hans
Øine lukket sig, og Tankerne gled ut i lyse
Drømme.
«Eg meiner Solreven tek deg,» sa Gunnar.
«Sjaa her; tak Trøia mi under Hovude og kvil;
det skal me alle no.»
Og Slaattekarene la sig under Laavebroen,
hvor Skyggen var sval og god; men Liv pak«
ket stille ned i Kurven igjen og la sig derpaa
ned med Skautet over Ansigtet ved Siden av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
