Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Skogen og Tjernet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Aa, hans Stemme var saa kold, og han var
saa langt, langt borte fra hende! Men nu maatte
hun fortsætte.
Og hun skyndte sig, som om hun sprang for
noget ondt:
«Ja, det var — fra Barndommen. Vi gik paa
Skole sammen nede i Viken. Og til Konfir«
mation. Men — saa reiste han. Og først da
du var fire Aar, kom han tilbake. Da han igjen
reiste, fulgte jeg ham.»
Kaare var het og rød; han støttet Hodet i
Haanden og saa ind i Skogen. Det var blit
saa stille nu, Fuglene tiet og Sommernattens
graavite Halvlys gjorde det saa hemmelighets«
fuldt omkring dem.
Hun stanset et Øieblik. Saa sa hun uten
at røre sig eller se paa ham:
«Husker du det, Kaare? Aa si, om du
husker det?» Hendes Stemme var som en eneste
ydmyg Bøn.
Han sat som før.
«Nei da. Det er jo saa længe siden.»
Det skar ham i Hjertet at høre, hvor hun
led, men han kunde ikke for sit bare Liv faa
et venligt Ord frem. Det hele var ham saa alt«
for usigelig pinligt.
Han husket det jo godt. Husket det som
et Mareridt. De tomme Stuer, som likesom
blev saa store og fremmede. Og den høie blonde
Dame med det store hvite Forklæde, som var
saa blankt og stivt, at han var ræd for at komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
