Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Far og Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
«Min Tanke var det. Men da maatte jeg
ha faat ganske anderledes Hjælp, som sagt.»
«Hjelp hev du daa sagte fengji, munarleg
Hjelp og. Du hev kaupt mange Gardar for billig
Pris no; og det er snart ikkje ein Bonde her,
som eig Skog længer. Bygdi vert meir og meir
folketom; men Byen og Værket veks.»
Nu begyndte Harald Haave at miste Taal«
modigheten.
«Ja, der er jo en Del som forstaar sit eget
Bedste, det er sandt; men ingenlunde alle. At
det mer og mer blir raadløst med Bondeslitet
paa den gamle Maaten, det burde hvert Menne«
ske kunne forstaa.»
«Ja det er noe alle maa skjønne,» vovet
Olav nu at skyte ind.
«So?» Gunnar smilte haanligt. «Kva kjem
det seg af daa?»
Generaldirektøren trak paa Skuldrene. «Det er
Tiden, Hr. Præstgard; det er Tiden. Tusind Ting
som vi ikke raar for. Vi kan ikke stanse Strømmen,
mer end vi kan stanse Jordens Gang om Solen.»
«Hæ. Tidi? Det er me som er Tidi,» sa
Gunnar. «Du og eg og alle andre som ser
og tenkjer. Tidi er som me gjer ho.»
Generaldirektøren rystet opgit paa Hodet.
«Aa, De tar saa ganske feil, Gunnar Præstgard.
Vi er jo bare Smaasten paa Stranden; de store
Bølgerne ute fra Storhavet ruller os hit og dit;
vi har bare at følge med og finde os tilrette.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
