Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Far og Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
Sønnen, som stod her, forlængst var fanget i
denne Mands Garn. Han vidste, at Olav havde
solgt sig. Men han havde sit Føderaad, og saa
klok havde han vært, at han havde faat sat i
Dokumentet, at han skulde «ha det paa Garden i
sin Livstid.» Han havde set hvordan det gik med
Per Ranvik, som maatte ut af det Hus han var
født i. Og flere med ham.
Generaldirektøren gik baklængs mot Døren;
dette Menneske kunde være farligt. Aldrig
havde han set en Mand vokse slik for sine
Øine.
Da gav Harmen Olav Mod; han gik frem
mot Faren og sa: «No fær du styre deg, Far;
du veit ikkje kva du segjer. Dette kjem du til
aa trega; for no skal eg segje deg det, at du vert
ikkje meir spurd, for — Garden er seid.»
Da flk Olav en Ørefik, saa han tumlet mot
det gamle Vægskap.
«Ut!» ropte Gunnar. «Uti» Og hans Mund
skjalv som i Krampe.
— Otte Dage senere var Olav og Aurora
reist fra Præstgard.
Men Gunnar var ikke lik sig mer. Han sat
inde i Stuen Dagen lang taus og utilgjængelig,
og paa alle Spørgsmaal svarte han bare: «Eg vert
verande her.»
* *
*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
