Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
eiet en hel, lykkelig Følelse. I den Tid han
selv holdt paa at gli ind i det samme Halvliv,
begyndte han at forstaa, hvorfor de altid maatte
bedøve sig; det var likesom de havde alle Ung«
dommens Længsler, men ikke eiet Evne eller
Kraft til at leve ungt og helt; derfor blev Nar«
kosen deres frelsende Nirvana. Han havde selv
den sidste pinefulde Høst følt, hvorledes de
vaakne Stunder begyndte at bli ham kjedsom«
melige, og han havde oftere og oftere tyet ind
i Mona Lisas stemningsmættede Verden, hvor
de saa vidunderlig forstod at trække Glemselens
Slør over Dagens graa Timer.
I Hyblernes behagelige Halvmørke, hvor
Øine og hete Hænder mødtes saa trygt paa for«
budne eller halvforbudne Veie, hvor man for«
stod alt og tilgav alt, hvor man jonglerte saa
elegant med de smaa Ord, hvori alle Tidens
og Tiders Tanker var krystaliseret, og hvor
spirituel Satire pludselig kunde lyse op som
smaa staalblaa Flammer i den lumre Luft, der
var deres Element. Der trivdes de og vokste
fast til sine Pladser som Halvdyrene paa Havets
Bund til sine mosgrodde Stene; Dagene var
den lange Straf for Kvældens korte Glæde. Og
derfor blev deres Dage altid gjort kortere og
Kvældene altid længere.
Men Kaare blev aldrig helt revet med; det
var tilsidst altid noget som bød hans sunde
Natur imot; han var for ny i deres Verden, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
