Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
hans Nerver var ikke slappet af Stimulantser;
han var og blev i mange Ting det «Wichelkind»
som de andre mildt harcellerte og bar over med.
Men han gav dem det glatte Lag igjen og var,
som Carl sa, trods alt elsket som ingen anden
siden Byron.
Undertiden kunde han bli ganske syk af
Længsel efter det levende Liv, for hans Sanser
var stærke og vaakne, og han kunde rømme fra
dem i Lede ved sig selv og altsammmen; det
var i de Tider Eli saa længe maatte vente paa
Breve fra ham.
Men for Carl var dette Liv i Aarenes Løp
blit naturligt. Hans Nerver var indstillet paa
det, og han kunde ikke tænke sig noget andet.
Og allikevel arbeidet han, og var heller ingen
daarlig Gut. Han havde Hjertelag som faa, og
var en Ven man kunde stole paa. Han havde
bare aldrig vært ung.
Med sit Forhold til Mona Lisa mente han
det alvorligt. Han trodde denne Vei var den
eneste for dem; de hjalp hinanden at bære
Ensomheten, men gjorde sig forøvrigt ingen 11=
lusioner. En Dag vilde de vei gaa fra hinanden
uten mange Ord, og uten nogen dyp Sorg.
Slik var Livet; que faire, que dire.
Allikevel havde han etslags uklar Følelse af
at ikke alt var som det skulde være, og inderst
inde i hans Samvittighet sat en liten Orm og
gnog. Mona Lisa saa selvfølgelig paa det hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
