Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
første Gang de var sammen der. «Er du syk?
Eller kan du ikke, eller vil du ikke?»
Kaare var vant til disse Spørgsmaal, og han
svarte rolig, mens han klunket videre paa Cis
tharen: «Jeg vet ikke, om jeg kan, for jeg har
aldrig prøvet; men jeg vet ialfald, at jeg ikke vil.»
Og ærtet de ham saa mer for denne ufatte«
lige og absolut utilgivelige Skavank hos et ungt
dannet Menneske, saa sa han bare: «der, die,
das», og slog en skingrende falsk Akkord paa
Citharen. Og de opgav ham hovedrystende.
Men kunde han ikke drikke, saa kunde han saa
meget bedre synge Drikkeviser; han foredrog
dem med et Humør og en dramatisk Uhygge, saa
de grøsset, og Nordmanden sa: «Er det ikkje
Fan til Fyr! Kan dokker sjønne, kor han tar
det fra?»
Men Kaare vogtet sig vei for at fortælle
nogen om den lille Hemmelighet han havde
sammen med et Skogtjern høit oppe i Norge,
hvor en drukken Mand havde tumlet ut mellem
Vandliljerne en Nat og tat hans Mors Lykke
med sig. Hans Holdts sørgelige Saga sat i ham
som en Mindelse altid, og han tænkte, at hans
Mor da ialfald ikke skulde opleve at se hans
Vilje lammet paa den Maate. Og han blev
taalt trods «Skavanken,» som jo til syvende og
sidst bare skaffet dem lidt Extrafornøielse.
Men nu kom ikke Kaare mer til Mona Lisa,
og Citharen stod støvet og urørt paa sin Hylde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
