Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Syndfloden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
Have. Og han syntes likesom de maatte vaake
og vente idag de ogsaa, under Torven der
de laa.
Han begyndte at reise op en Houg med
Hesjestaur som var revet overende af Stormen.
Saa tok han Pinden ut af Hængslet paa Laave*
døren og saa ind. Der var tomt og mørkt
derinde. Men gjennem de gistne Vægge skar
Vinden sig hylende og hvislende ind og drev
en Sky af Høifrø og Støv i hans Ansigt. Han
skyndte sig ut og stængte.
Men da han gik nedover Laavebroen, stan*
set han pludselig forfærdet. Han hørte et Rop.
Eller var det bare et Dyr, som skrek?
Da ropte det igjen.
Han vendte sig mot Lyden og saa tø mørke
Skikkelser i Sprang indover.
I næste Øieblik havde han Liv om Halsen,
og hun sa mellem Taarer og Smil: «Far,Fossen
er ikkje seid!»
«Kva er det du segjer, Baan?»
«Ja, Gunnar, naa er det allright,» sa Kaare.
Gunnar gjorde sig lempelig løs fra det uvante
og uventede Favntag. Saa overgiven havde Liv
aldrig tedd sig siden hun var en Jentunge. Og
han satte sig ende ned paa Laavebroens glatte,
vaate Tømmerstokker. Han blev med en Gang
saa forunderlig rar i alle Lemmer; Benene vilde
ikke bære ham.
«Saa Fossen er ikkje seid» — Stemmen brast,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
