Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - II. Teologisk of filosofisk Etik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Autoritet for den, der ikke er saa langt fremme paa Vejen.
Autoritetsforholdet er et vigtigt Element i den positive Moralitet.
Det skyldes dog altid en vis Reflexion, en begyndende
Tænkning, naar Antoritetsprincipet slaas udtrykkeligt fast og
opfattes som ubetinget. Menneskene følge uvilkaarligt det, der
forekommer dem stort og fremragende, og behøve ikke nogen
særlig Befaling dertil. De følge endog af Efterligningsinstinkt
og Vane det Ubetydelige og Ligegyldige, naar det blot virker
ved Gentagelsens Magt, og naar der foreligger Præcedenser.
Først i Tider, hvor Kritiken er vaagnet, og hvor Tvivlen afløser
den trygge Hvilen i det halvt Ubevidste, opstiller man med
Bevidsthed Autoritetsprincipet i dets absolute Form som sidste
Grundlag for al Etik. Naar det ene Spørgsmaal kalder det andet
frem, saa det synes, som om Intet staar fast, vækkes Trangen
til et absolut Holdepunkt, der ikke drages med ind i Hvirvelen.
Menneskelig Følelse og Tænkning synes at være et usikkert
Grundlag for det Etiske. Menneskelivets største Spørgsmaal:
»hvad er godt og hvad er ondt?« synes at behøve det stærkeste
Grundlag, og hvilket Grundlag kan være stærkere end et
almægtigt Væsens Villie? Naar man kan appellere til en saadan
Villie, maa al Diskussion høre op, og de larmende Tvivlsmaal
forstumme overfor den ubetingede Myndighed.
Godt bliver da det, som stemmer med Guds Villie, og det
er kun godt, fordi det stemmer med Guds Villie (bonum est,
qvia deus vult). Det var den Lære, som allerede Platon havde
haft Anledning til at bekæmpe (i Dialogen Eutyfron), men som
først ret formuleredes hen imod Middelalderens Slutning af Duns
Scotus, der endog ligefrem udtalte, at hvis Gud havde
foreskrevet Mord, saa var Mord ingen Synd. I saa kras en Form
ville vel kun Faa vedkende sig denne Lære, men ethvert
teologisk Standpunkt indeholder en Tilnærmelse dertil. I Dogmet
om Pavens Ufejlbarhed og i den protestantiske Ortodoxis snevre
Bogstavtro indeholdes det ubetingede Autoritetsprincip. Gennem
Kirkens Overhoveds levende Ord eller gennem de af Kirken
overleverede Bøgers skrevne Ord kundgøres, hvad der ifølge
Guds Villie er godt eller ondt, og de, til hvem Ordet lyder, have
kun at modtage og følge det i ubetinget Lydighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
