Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - IX. Den individuelle Etiks Inddeling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stærkeres Ret, den egoistiske Hensynsløshed som det Højeste,
som »Overmenneskets« Karaktermærke, og man har da betragtet
det som en Slaveopstand, at Menneskekærligheden proklameredes
som etisk Princip. I Modsætning til denne af Nietsche
udtalte Paastand maa det hævdes, at Sympatien eller
Menneskekærligheden, hvor den er ægte og oprindelig, netop er et
Udtryk for Kraft, for aandelig Magt. Den forudsætter, at ikke al
Energi forbruges i de egne, rent individuelle Fornødenheders
Tjeneste, men at der er et Overskud, som gør det muligt at
føle Lyst eller Smerte ved Andres Skæbne, selvom denne ikke
griber ind i den egne, individuelt afsluttede Tilværelse. Sindet
raader da over en større Fylde end ved den isolerede
Selvhævdelse. Paa Grund af denne overskydende Fylde af Kraft og
Interesse har Individet i den ægte Sympati en sand Overlegenhed.
Dets Færd bliver i Hengivelsen bestemt indefra og er
uafhængig af Andres Had eller Kærlighed, af deres Foragt eller
Beundring. Den er — for at brage et Billede af Marcus
Aurelius — som den rene og stærke Kilde, der lader sin
Strøm vælde frem, selvom man kaster Smuds og Sten i den;
den skyller det bort, og dens Renhed ændres ikke derved.
Allerede Urkristendommen beskrev Kærligheden som en
Magt, der er uafhængig af, om Andre elske os eller ikke. Den
Kærlighed, der kun er »reaktiv«, kun fremkaldes ved Andres
Tjenester, erklærer den for utilstrækkelig. Den sande Kærlighed
gør ingen Forskelle, omfatter Alle, — ligesom Himlens Sol
og Regn blive Alle til Del. Kærligheden bærer Alt, taaler Alt,
overvinder Alt! Kærlighedens Langmodighed lader den bestaa
trods den største Modstand. (Matthæusevangeliet V. — 1.
Korintherbrev XIII. — De imitatione Christi III, 5).
I den nyere Tid findes denne Opfattelse af Sympatien som
Udtryk for Kraft hos Spinoza og Rousseau. For Spinoza
fremtræder den aandelige Kraft, der udgør Dydens Væsen, dels som
Selvhævdelse eller Livsmod (animositas), dels som Højmod
(generositas), og den Højsindede søger at hjælpe Andre og forbinde
dem med sig i Venskab, ti »Sjælene besejres ikke ved Vaaben,
men ved Kærlighed og Højsind«. Rousseau forklarer
Kærligheden til Andre af den overstrømmende Kraft til Selvhævdelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
