Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - X. Det etiske Livs personlige Grundlag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ideal. Visdommen lader Tanken være den ledende Magt,
Tapperheden holder den personlige Værdighed oppe overfor ydre
Modstand og indre Slappelse, Selvbeherskelsen bevirker, at de
sanselige Drifter begrænses uden at dødes, og Retfærdigheden
staar som Udtryk for alle sjælelige Elementers Sammenspil:
den betegner den sjælelige Tilstand, hvor hver enkelt Del af
Sjælen øver sin egen Funktion uden at hæmme de andres; den
er altsaa en sjælelig Harmoni. Skønt Aristoteles ikke
optog denne Lære om de fire Hoveddyder, opfattede han dog
Dyden som en individuel Harmoni, den Enkelte i og for sig, afset
fra hans Forhold til Samfundet, stræber efter at virkeliggøre.
Den klassiske græske Etik endte paa dette Punkt i det
store Problem, hvorvidt de Fordringer, Samfundet stiller til
Individet, og de, dette selv stiller til sin fulde Udvikling, kunne
bringes til at samstemme. Platons og Aristoteles’ individuelle
Etik passede desuden kun for dem, der uafhængigt af materielt
Arbejde kunde leve for deres personlige Udvikling. Og baade
for Platon og Aristoteles var der en Dyd, der tilsidst stod over
alle og truede med at sprænge den indre personlige Harmoni:
i Evnen til Tænken og Forsken, især til spekulativ Kontemplation,
saa de store græske Filosofer Menneskets egentlige Adelsmærke.
Den teoretiske Visdom blev for dem det Højeste.
De fire Kardinal dyder vedbleve dog at følge den etiske
Tænkning paa dens Vej. Stoikeren Panaitios optog dem (i det
2. Aarh. f. Kr.), uden at det klart kan ses, hvorledes han bragte
dem i Forbindelse med sin Lære om Menneskekærligheden, og
fra ham har igen Cicero faaet dem og gengivet dem i sit
bekendte Skrift »om Pligterne« (De officiis). Foregik der
sandsynligvis allerede en vis Forskydning i den klassiske græske
Dydsliste, da den gik over fra Platonismen til Stoicismen, saa
foregik der ganske sikkert en Forskydning, da den fra græske
Tænkeres gik over i den romerske Retors Hænder. Borgerlig
Æresfølelse og Patriotisme kom til at spille en særligt stor
Rolle; honestum, det, en god Borger skal fyldestgøre, traadte i
Stedet for »det Skønne«, den sociale Pligt i Stedet for den
personlige Harmoni. Kun i politisk Færd, ikke i Privatlivet kunde
efter Romerens Opfattelse Sjælsstorheden godtgøres.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
