- Project Runeberg -  Etik : en Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold /
202

(1905) [MARC] Author: Harald Høffding
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - X. Det etiske Livs personlige Grundlag

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Senere har Augustinus forsøgt at vise, at de fire traditionelle
Dyder hos den Kristne fremtræde som fire forskellige Former,
under hvilke Kærligheden til Gud ytrer sig[1]. Paa en
mere udvortes Maade forbandtes i Middelalderen, f. Ex. hos
Thomas Aqvinas antik og kristelig Etik, idet de tre »teologiske«
Dyder, Tro, Haab og Kærlighed, anbragtes over de fire
»filosofiske« Dyder. Men trods al Omtydning og Omvurdering er
det dog et Tegn paa Sammenhængen i den etiske Udvikling, at
man saa længe har kunnet bruge, og endnu undertiden[2] den
Dag i Dag mener at kunne bruge den gamle græske Firdeling
af de etisk værdifulde Karakteregenskaber.

Med Renaissancen kommer den kraftige Selvhævdelse frem
som en individuel Tendens, der plejes og beundres. Livsglæde,
Magt og Nydelse af mere eller mindre ideel Art stilles i første
Linie. I den filosofiske Teori kommer hos en hel Række af
Tænkere fra det 16. til det 19. Aarhundrede Aandshøjhed
(sublimitas)[3],
Livsmod (animositas) og Højmod (generositas) til
at staa som de største Dyder. De udledes af Selvopholdelsestrangen
og betragtes som dennes højeste og ædleste Former.
Især ere Telesio, Bruno, Campanella, Descartes og Spinoza her
at nævne. Kant og Fichte slutte sig i deres Lære om de etiske
Egenskaber til denne Række, idet for Kant den med Sjælskraft
hævdede personlige Værdighed som Modsætning til Kryberi, for
Fichte den ubetingede Selvvirksomhed som Modsætning til Træghed
stod som det Højeste paa Karakterens Omraade. I denne


[1] De
moribus ecclesiæ catholicæ
. c. 15; 25. — Augustinus henviser til
»Visdommens Bog« (VIII, 7), hvor de fire Dyder nævnes.
[2] Victor
Cathrein
: Philos. mor. p. 98—111. — S. Alexander:
Moral Order and Progress. 2 ed. London 1891. p. 250 f. — P.
Natorp
: Grundlinien einer Theorie der Willensbildung
(Archiv fur system. Philos. 1895).
[3] Dette Begreb havde sit Forbillede i et Begreb,
der under forskellige
Navne forekommer hos Platon, Aristoteles og Stoikerne, uden at det
ret finder sin Plads i deres Inddeling af Dyderne. Smlgn. Platon:
Statens 6. Bog p. 486 A (διανοίας μεγαλοπρεπεία, Sindets Højhed).
Aristoteles: Eth. Nic. IV. 7 (μεγαλοψυχία, det at have en stor
Sjæl). Seneca: Dialogi I, 4—6; II, 11. 14 (magnanimitas). Baade
Aristoteles og Seneca betragte denne Egenskab som den højeste.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 06:52:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hhetik/0224.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free