Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XII. Hengivelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pligter mod Dyrene, var det Hutcheson og Rousseau, som
udledte Pligterne mod Dyrene af Medlidenhedsfølelsen: da Evnen
til at lide er fælles for Dyr og Mennesker, maa unødvendig
Tilføjelse af Lidelse ligesaa vel være forkastelig overfor hine
som overfor disse. Og senere erklærede Bentham:
»Spørgsmaalet er ikke: kunne Dyrene tænke? eller kunne de tale? men:
kunne de lide?»[1] — Naar vi alligevel ikke regne Dyrene med
til den etiske Verden, der kun omfatter Menneskeslægten, kommer
det af forskellige Grunde.
For det Første ere Dyrene vel Objekter for Pligt, men ikke
selv Subjekter for Pligt i samme Forstand, som Menneskene ere
det. De kunne altsaa ikke som selvstændige Led udfylde en Plads
i den etiske Verden, og deres etiske Ret kan derfor heller ikke
være den samme som Menneskets. For det Andet har Dyrets
Skæbne paa Grund af dets ringere og mere begrænsede Natur
ikke den store Betydning, som et Menneskes Skæbne har. Og
for det Tredie kan den Smerte, Dyr føle, neppe naa en saadan
Grad af Styrke, som menneskelig Smerte kan[2]. Naar Mennesket
overfor Dyret gør Brug af den Stærkeres Ret og benytter
det som Middel for sine Formaal, saa maa dette retfærdiggøres
ved de menneskelige Formaals Betydning i Sammenligning med
den Lyst eller Smerte, Dyret kan føle. Men at Dyret paa intet
Punkt kan betragtes som blot Middel, kommer netop af, at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
