Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - A. Familien - 2. Kvindens Stilling og Vilkaar - XVIII. Sociologiske Data
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deres Øjne en Betingelse for, at Kvinden paa rette Maade kunde
udfylde sin Stilling i sin huslige Kreds. Heri laa et betydeligt
Fremskridt, naar man erindrer, at de ateniensiske Kvinder vare
udelukkede fra aandelig Uddannelse, saa at Mændene kun i
Hetærernes Kredse kunde tilfredsstille Trangen til Omgang med
dannede Kvinder.
Ogsaa Kristendommen bidrog til en højere Stilling for Kvinden
gennem et dybere gaaende aandeligt Fællesskab. Tro og
Haab vare jo fælles, og Kvindens Liv saavel som Mandens blev
baaret af Forventningen om de store Ting, der skulde ske, og
snart ske. Forventningen om »denne Verdens« snare Afslutning
gav alle Enkeltes Liv et højt, af deres særegne Kaar ganske
uafhængigt Maal. Kvinden kunde da, selvom hun ikke var Hustru
og Moder, naa sin personlige Bestemmelse. Af asketiske Grunde
havde Urkristendommen endog Forkærlighed for ugift Stand,
især for Jomfruelighed. Ganske afset fra de her til Grund
liggende Motiver var det af stor Betydning, at Kvindens Liv fik
en stor, af hendes Stilling til Familien uafhængig Opgave. Overfor
denne principielle Opfattelse var det af ringere Vægt, at
Kvindens Underordning paa orientalsk Vis blev strengt fastholdt,
og at Kvinden skulde tie i Menigheden og lade sig belære
hjemme af sin Mand. Hovedsagen var det store Princip,
Urkristendommens uforgængelige Hæder, at det Højeste stod aabent
for Alle, uden Forskel mellem Ken, Stand og Race.
I Renaissancen blev den nye, store Strøm af Dannelse Kvinderne
til Del, saavel som Mændene, og den stærke Udvikling
af Individualiteterne foregik i den kvindelige Verden saavel som
i den mandlige. Burckhardt (Kultur der Renaissance in
Italien. 4. Aufl. I. p. 124) siger herom: »Om en særlig, bevidst
Emancipation er der ikke Tale, da Sagen forstod sig af sig selv.
Den Kvinde, som var af Stand, maatte den Gang ganske ligesom
Manden stræbe efter en afsluttet, i enhver Henseende fuldendt
Personlighed. Den samme Proces i Aand og Hjerte, der
gør Manden fuldkommen, skulde ogsaa gøre Kvinden fuldkommen.«
Ejendommeligt for denne Tid var det, at denne Udvikling
af Personligheden først blev mulig for den gifte Kvinde.
De unge Piger opdroges for en stor Del i Klostrene, og deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
