Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 2. Den ideelle Kultur - A. Intellektuel Kultur - XXVIII. Videnskabelig Erkendelses etiske Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Kundskab, før Kundskaben meddeles, og kun meddele
Kundskaber i det Omfang, i hvilket der føles Trang til dem. Jo mere
det lykkes at virkeliggøre dette Ideal, des mere vil den
ovenfor skildrede Disharmoni forsvinde. Der er ingen Grund til at
vende om; det gælder kun om at fortsætte den intellektuelle
Udviklingsproces paa saa gode Betingelser som muligt. Denne
Udviklingsproces er intet Kunstprodukt, men er fremgaaet af
Livets egen Trang. —
Den Oplysningsstræben, som blot bedømmer et Menneske
efter dets Forstandsudvikling, og hvis hele Psykologi indskrænker
sig til at skelne mellem Dunkelhed og Klarhed, har Rousseau
givet Dødsstødet[1].
Saa stor Betydning vi end tillægge Videnskab
og Kundskab, saa er der dog andre Sider af Menneskets
Væsen, til hvilke vi først og fremmest se hen ved Dommen
om et Individ. Overfor det Liv, der udfolder sig i Følelsen
og Villien, er Erkendelsen kun en Forgaard, i hvilken vi kunne
færdes, uden at komme ind i den egentlige Helligdom. Her er
det, Slægtskabet mellem det enfoldigste Menneske og den største
Tænker stadigt kan være tilstede trods al Forskel i intellektuel
Dannelse. Det er ingen Ringere end Kant, som har sagt: »Jeg
er selv Forsker, og er det af egen Drift. Jeg føler den hele
Tørst efter Erkendelse og den begærlige Uro efter at komme
videre deri, saavel som Glæden over ethvert Fremskridt. Der
var en Tid, da jeg troede, at alt dette kunde udgøre Menneskehedens
Ære, og jeg foragtede Pøbelen, som Intet véd. Rousseau
har ført mig paa den rette Vej. Dette blændende Fortrin
forsvinder. Jeg lærer at ære Menneskene og vilde anse mig selv
for langt unyttigere end de simple Arbejdere, naar jeg ikke
troede, at selve denne Betragtning kunde virke til at hævde
Menneskehedens Rettigheder«[2]. Kant havde i sine første Skrifter
trøstet sig over Nøden og Kampen i Verden ved den Tanke,
at Oplysningen dog gik fremad hos en lille udvalgt Skare. Studiet
af Rousseaus Skrifter frembragte en hel Revolution i hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
