- Project Runeberg -  Etik : en Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold /
451

(1905) [MARC] Author: Harald Høffding
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 2. Den ideelle Kultur - B. Æstetisk Kultur - XXX. Kunsten og Livet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Liv og vise os Alvoren dér, hvor man var vant til kun at se
Hverdagsliv og Hverdagshistorier[1]. Kunsten virker her opdragende
ved at faa os til at lukke Øjnene op, ved at styrke vor
Følelse af Livets Alvor og vække vor Sympati med dets Lidelse.
Den lærer os især i store, anskuelige Billeder at se den dybe
Sammenhæng i Menneskelivet. Uden direkte Moraliseren kan
Digteren blot derved, at han med sikker Haand peger paa de
afgørende Aarsager til Karakterernes Udvikling eller til
Skæbnens Gang, give os en dybere Belæring og en bedre Anvisning
til at vurdere Handlinger og Livsordninger, end der kan hentes
fra nogen filosofisk Etik. Hvad man har sagt om Goethes
»Wahlverwandtschaften«, at det »ikke er skrevet for Moralens
Skyld, men har en Moral«[2], det gælder om ethvert betydeligt
Digterværk. Og vi kunne føje til: det gælder om det, jo mere
det er gennemtrængt af Realismens og Determinismens Aand,
ti des bestemtere kan der peges paa det Punkt i Begivenhedernes
Række, hvorfra de skæbnesvangre Virkninger udspringe.
Paa en gribende Maade peger saaledes Fru Alving i »Gengangere«
tilbage paa det Punkt, hvor hendes Mands Ulykke blev
til og Grunden til hans Forfald, med alle dets Konsekvenser,
blev lagt. Derved opdukker der et Lys midt i det Mørke, i
hvilket denne Tragedie fører os ind[3].
Den gamle græske Tragikers
Ord, at de Dødelige maa vinde Kundskab gennem Lidelse
(πάθει μάθος), bekræftes her. Det Tragiske er, at Lidelsen kan
være saa overvældende, at den vundne Kundskab for den Lidende
selv kun bliver et Lys, der falder tilbage paa Fortiden.


[1] I Fortalen til
»Germinie Lacerteux« erklære Brødrene Goncourt,
at de her have villet prøve, om Tragedien definitivt skulde være
død. De ville prøve, »om de Smaas og de Fattiges Ulykker vilde
tale ligesaa højt til Interessen, Følelsen og Medlidenheden som de
Stores og de Riges«.
[2] Richard Meyer: Goethe.
Berlin 1895, p. 286.
[3] Gengangere (3. Akt):
»Du kom før til at tale om Livsglæden: og da
gik der ligesom et nyt Lys op for mig over alle Tingene i mit Liv
. . . Du skulde have kendt din Far, da han var ganske ung Løjtnant.
I ham var Livsglæden oppe! . . . Din stakkars Far fandt aldrig
noget Afløb for den overmægtige Livsglæde, som var i ham. Jeg
bragte heller ikke Søndagsvejr ind i hans Hjem«.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Mar 27 15:44:01 2017 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/hhetik/0473.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free