Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 2. Den ideelle Kultur - C. Religiøs Kultur - XXXI. Etik og religiøs Følelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Anden i Vejen. Hvor den beskrevne Følelse er ægte,
bestemmes den ved den virkelige Verden og dens Vilkaar, og det
er dog den samme Verden, som fremtræder for Alle, selvom
deres oprindelige Følelsesdispositioner (Temperamenter) og deres
Erfaringer ere forskellige. Naar de ret gøre sig fortrolige med,
hvorledes Verden er, maa de ogsaa tage selve den Omstændighed
med i Betragtning, at den kan og maa ses fra saa mange
forskellige Standpunkter. Verden kende vi jo dog kun gennem
de Billeder af den, der danne sig i hver Enkelts Bevidsthed;
og i disse Billeder er det ikke de samme Træk, som overalt
fremtræde tydeligst og mest levende; de ses heller ikke alle i
samme Belysning. Verden bliver herved netop rigere og
mangfoldigere, og Sympatien udvides, jo mere man forstaar at sætte
sig ind i Andres Maade at opfatte og føle Verden paa. I ethvert
inderligere Samliv mellem Mennesker maa der gøre sig et
Fællesskab eller dog Fortrolighed og Forstaaelse gældende i denne
Henseende. Den aandelige Hjælp, som det ene Individ kan bringe
det andet, bestaar især i at fremme Sandheden og Klarheden
af hans Følelse ved Livet. Dertil er det ikke nødvendigt, at det
ene Individ staar paa ganske samme Standpunkt eller tilhører
ganske samme religiøse Type som det andet; hvor der er Sans
for Personlighed og for personlig Sandhed, vil man kunne hjælpe
en Anden til fuld Klarhed og til fuldstændig Udtryk for sit
Væsen, selvom Ens eget Væsen er af en ganske anden Art. Nogle
Individer egne sig særligt til at yde saadan Sjælesorg, og øve
den ofte uden at vide det. Men Ingen er helt afskaaren
derfra. Det almindelige Præstedømme, som Protestantismen har
proklameret men aldrig gjort fuldt Alvor af, vil kunne blive
Sandhed, jo mere Følelseslivet faar Lov at udvikle sig frit og
ejendommeligt hos de enkelte Individer, og jo mere samtidigt
Sympatien og den psykologiske Sans voxe. Læger og Præster
ere de Nærmeste til her at øve en særlig Indflydelse. Men de
første have endnu for mange fysiologiske Problemer at løse, til
at de ret kunne udvikle deres psykologiske Sans; de ere for
tilbøjelige til at betragte Sjælelivet fra dets ydre, materielle Side.
Og de sidste maa efter deres Standpunkts Medfør først og
fremmest sikre sig, under hvilken Rubrik i Dogmatiken de skulle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
