Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 2. Den ideelle Kultur - C. Religiøs Kultur - XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Del betinget ved voxende Forstaaelse af Sammenhængen i
Naturen, der nøder til at begrænse de overnaturlige Kræfters
Indgriben. Den højere Religion er rationalistisk i Forhold til
den lavere. — Ogsaa de æstetiske Evner tages i Beslag af
Religionerne. Fantasien søger at danne saa levende, anskuelige og
tiltalende Billeder som muligt af de Væsener, som ere Troens
Genstand. Den anstrenger sig for at forestille det Store og
Ophøjede.
Den positive Religion er oprindeligt den eneste Form for
ideel Kultur. Det etiske, det intellektuelle og det æstetiske Liv
føres væsentligt i Religionens Form. Alle det aandelige Livs
Sider og Retninger fortættes og udformes i Dogme og Kultus.
Derfor vil positiv Religion heller ikke tilfredsstille nogen enkelt
Side af Menneskenaturen for sig alene, hverken Tanke, Fantasi,
Følelse eller Villie; men den vender sig mod dem alle og er i
sine klassiske Tider Alt for Mennesket i aandelig Henseende.
Der kendes da ingen særlig Videnskab, ingen særlig Kunst, ingen
særlig Etik, og derfor bliver Religionen selv heller ikke nogen
særlig Ting ved Siden af andre Bestræbelser. Religionens
kulturhistoriske Betydning beror paa dens mærkværdige fortættende
Evne overfor saa Meget af det, der staar eller stod for
Menneskene som sandt, skønt og godt. Med den samlede Kraft, som
vindes ved denne Fortætning, virker Religionen paa Menneskene.
Den nærer og opdrager dem med Elementer, den selv har
indsuget og omformet. — Det er Religionshistoriens Opgave at
paavise de forskellige Fortætningsprocesser, som her ere foregaaede,
og de Elementer, som ere optagne til forskellige Tider. En stor
Religion bliver ikke udformet paa én Gang eller af et enkelt
Menneske. Mange Slægter og forskelligartede Personligheder yde
Bidrag til Kultus og Dogme gennem uvilkaarlig Projiceren af
deres Livserfaringer. Det religiøse Geni lægger sig for Dagen i
Evnen til at indlede en ny Fortætning af det aandelige Livs
Elementer til en given Tid; og den religiøse Sans bestaar i
Trangen til, og Modtageligheden for aandelig Næring i denne Form.
3. Under Kulturens fortsatte Udvikling indtræder der en
Arbejdets Deling paa det aandelige Omraade. Spredning træder
i Stedet for Fortætning, Analyse i Stedet for Syntese. Hver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
